Børnepasning

”Sturt, sturt nummer”

Latter og klapsalver fra børnene i Cirkus Krone

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Michael Koch Cirkus Krone i Hobro

HOBRO:Stemningen i cirkusteltet var som på ”stilke”, da børn og voksne fra børnehaver og dagplejer i Hobro torsdag satte sig til rette på stole og bænke foran manegen. Børnehaven Farvervænget havde for 11. år i træk inviteret Cirkus Krone til at slå teltpæle og cirkusvogne op ved siden af børnehaven. Torsdag formiddag fik omkring trehundrede af kommunens børnehave- og dagplejebørn så mulighed for se cirkus. Og der blev grinet og klappet under hele forestillingen. Der var ponyer med røde fjer i manken, som hellere ville spise græs end høre efter, hvad der blev sagt. Der var talende og syngende sko og en fræk hund. Men det, som børnene over én kam glædede sig mest til, var klovnerne, og der blev da også jublet og klappet ekstra meget, da en rød næse endelig tittede frem fra bagtæppet. Lederen af børnehaven Sven Rasmussen fortæller, at ideen med et årligt tilbagevendende gæstevisit opstod, da han for 11 år siden tilfældigt kom i snak med cirkusdirektør Irene Thierry. Hun greb straks ideen og siden er det blevet en velkommen tradition. Og Sven Rasmussen er selv helt og aldeles vild med cirkus.