Stuttgart må til lommerne efter ballade i Parken

Det koster VfB Stuttgart næsten 300.000 kroner, at klubbens fans lavede ballade i Parken i november.

Stuttgart må til lommerne efter ballade i Parken

Det kommer til at koste bundesligaklubben VfB Stuttgart dyrt, at en gruppe af klubbens fans lavede ballade og brændte fyrværkeri af, da Stuttgart i begyndelsen af november mødte FC København i en Europa League-kamp i Parken.

Det europæiske fodboldforbund (Uefa) har ifølge nyhedsbureauet dpa afkrævet klubben 40.000 euro (298.000 kroner) i bøde for balladen, der gjorde, at kampen midlertidigt måtte afbrydes, indtil kontrollører havde fået fyrværkeriet under kontrol.

Både træner Bruno Labbadia og sportsdirektør Fredi Bobic måtte haste ned til det fanafsnit, hvor Stuttgart-fansene var placeret, for at få gerningsmændene til at falde til ro.

Det var i øvrigt ikke første gang, FC København oplevede ballade i forbindelse med en Europa League-kamp mod en tysk modstander.

I efteråret 2011 havde københavnerne også problemer med at styre en stor gruppe tyske fans, da Hannover 96 var på besøg.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst