Stygge Krumpens godbid

Vrå Højskole inviterede uge-kursister og gæster udefra på festmad fra Stygge Krumpens tid

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nogle af gæsterne var flot udklædte som på Stygge Krumpens tid - inklusive en handelsrejsende fra Østen!

Legenderne om Vendsyssels sidste katolske biskop - Stygge Krumpen - finder rig anvendelse i disse år. Ikke alene optrådte han i årets julekalender; han var torsdag aften også rammen om Vrå Højskoles Stygge Krumpens Nytårstaffel. Højskolen har nemlig været vært for et ugekursus, hvor kursisterne har fået alt at vide om den barske bisp. De har besøgt både Børglum Kloster og Voergaard Slot under kyndig vejledning af Stygge Krumpen eksperter. Torsdag aften fik de så lejelighed til at smage på historien. Højskolens køkken havde gravet i gamle opskrifter fra Stygge Krumpens tid. De blev under kyndig hånd omdannet til en festmiddag i kunstsalen for kursister og gæster. - Vi har meldt os til uden at vide, hvad de serverer. Vi ved af erfaring, at vi bliver forkælet, siger Kaj Wittendahl fra Tversted, som sammen med sin frue, Lissy, er blandt de mange kursister, som i denne uge er vendt tilbage til Vrå Højskole. - At besøge Vrå Højskole er ligesom at komme "hjem til mormor", siger Solveig Stroyer fra Odense, som også tidligere har deltaget i kurser på højskolen. Godt en tredjedel af de 33 deltagere besøger højskolen igen. I køkkenet forberedes menuen af blandt andre køkkenleder Inger Mortensen og kok Allan Løth. Sidstnævnte drysser ægte safran fra Iran i gryden, hvor muslingerne ligger i hvidvinssovsen. På menuen er blandt andet marineret kalv, lam i salvie samt fasan i pomeransaft serveres med rodfrugter og Stygges pandekager. Viceforstander Søren Ottzen fortæller inden middagen om bordskik på Stygge Krumpens tid. - Man bør gøre sin ske pænt ren og ikke efterlade den i fadet. Ej heller må man stange tænder med kniven eller tørre sig om munden med dugen, fortæller han muntert, inden godbidderne glider ned.