Styr på de svære ord

Læsning er ikke bare noget, man lærer i dansk - projekt skal lære at læse og forstå svære tekster i alle fag

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

7.c på Søndergades Skole har ligesom alle andre klasser faglig læsning en fast time om ugen.Foto: Bent Bach

De fleste kender nok den oplevelse, at man har læst noget igennem, men ikke rigtig er blevet klogere. Man har afkodet hvert ord og teknisk set læst teksten, men den giver stadig ikke nogen sammenhængende mening. Sådan skal det ikke være, mener man på Søndergade, hvor skolen kører et projekt om faglig læsning, der skal træne eleverne i at læse - virkelig læse, forstå svære fagtekster og lære, hvordan man kan få styr på de svære ord. For læsning skal ikke kun være for de små klasser, hvor børnene bare får lært at læse, hvorefter fokus på læsning forsvinder. Faktisk forlader en del unge i dag folkeskolen med dårlige læseevner, fortæller lærer Lone Rosenkilde, der er en af lærerkræfterne bag projektet. - Vi vil gerne støtte op om, at vi kan sende elever videre herfra med nogle gode redskaber til læsning, det er et mål, siger hun. Derfor har alle elever på Søndergades Skole hver onsdag en time, hvor hele skolen på tværs af fag har faglig læsning. Dermed er læsning ikke kun et anliggende for dansklæreren, det griber ind i alle fag. - Fokus er også at bevare lysten til at læse. Tit ser man, at når børnene når mellemtrinnet, så er læselysten væk, fortæller Lone Rosenkilde, der peger på, at det også handler om, at tingene ikke bare skal foregå på lærerens måde, fordi eleverne lærer på forskellige måder. - Der kan være nye måder at forstå tingene på. I faglig læsning giver vi dem metoder, som kan understøtte dem i at forstå teksten, forklarer Lone Rosenkilde. Rikke har købt et telt NORDJYSKE har besøgt skolen en onsdag i timen med faglig læsning. 7.c har biologi, og de har givet sig i kast med to fagtekster fra Illustreret Videnskab, som deres lærer Michael Andersen har udvalgt. Den ene skal de først læse og så formidle til hinanden med deres egne ord to og to. - I den anden er der rigtig mange fagudtryk, så vi skal prøve at se, om vi kan få nogle teknikker for, hvad de gør, når de møder de ord, så de ikke går i stå, men prøver at forstå det overordnede, fortæller Michael Andersen. Teksten handler om hudens tre lag, der er mange svære ord, også på latin. Også 3.b er i gang med faglig læsning i samme time. De har matematik, og de arbejder faktisk med langt flere ord end tal. Lone Rosenkilde er deres matematiklærer, og hun har stillet dem nogle opgaver, hvor de blandt andet skal løse en regnehistorie. - Man skal finde ud af, hvor mange penge Rikke har tilbage, forklarer Casper Dalsgaard, der er i gang med en regnehistorie om Rikke, der har tjent nogle penge i sin ferie ved tre forskellige job, hvorefter hun har købt et telt. Is og karameller Børnene skal også med ord beskrive, hvad de har fået oplyst i opgaven, og hvordan de vil gribe regnestykket an. - Det er sådan, at man forklarer det, så bliver det på en måde lidt nemmere at finde ud af, forklarer Cecilie Østergaard Christensen, der elsker matematik. Senere skal de selv skrive regnehistorier, og her får fantasien og ordene frit spil. Elias Lagergaard laver en historie om is, fordi han elsker is, og Mathilde Bak laver en historie om karameller. - Det er sjovt, fordi man selv må bestemme, hvad den skal handle om i stedet for, at det altid bare er matematik, siger hun. Matematik , man ikke opdager Den bemærkning er måske meget betegnende for hvad faglig læsning kan, for selv om det handler om is og karameller, så er der stadig meget læring i det. - Det er masser af matematik i det, konstaterer Lone Rosenkilde. Projektet fortsætter, og der er planer om at evaluere på det til juni. Men allerede nu kan Lone Rosenkilde se, at nogle elever rykker sig. - Jeg kan se, at eleverne i 3. klasse husker de strategier, de lærer, for eksempel skimmelæsning, punktlæsning og nærlæsning, siger Lone Rosenkilde. De lærer også at læse med en blyant i hånden, så de aktivt kan understrege ord og tage notater, som kan hjælpe til at forstå teksten. Marianne Hundebøl, der er lærer i overbygningen, peger på, at det er godt, at de får strategierne på plads i de mindre klasser, det kommer dem også til gode senere. - Læsning er bare hårdt arbejde. Tidligere troede man, at hvis bare man læste et kvarter om dagen, så skulle man nok blive dygtig til at læse, men det ved vi, at sådan er det ikke, siger hun. Hun har selv faglig læsning med de store elever i samfundsfag, hvor de tager afsæt i noget aktuelt, for eksempel en avisartikel. - De lærer forskellige læsestrategier til at læse en tung tekst, og de lærer, hvad de skal læse efter og have fokus på, hvad de søger svar på, fortæller Marianne Hundebøl, der også bruger faglig læsning til at sætte fokus på kildekritik. Projektet har været i gange siden skoleårets start, og det læner sig op af projektet "Vi læser for livet", som hører under Danmarks Lærerforening.