Styr på materiellet

Mariagerfjord Kommune har solgt materielgården på Lupinvej i Hobro og i stedet købt grund og bygninger på Gettrupvej i Hobro

Det må gerne snart blive forår, så det kan komme skred i arbejdet med de nye materielgårde.Arkivfoto

Det må gerne snart blive forår, så det kan komme skred i arbejdet med de nye materielgårde.Arkivfoto

Mariagerfjord Kommune har solgt materielgården på Lupinvej i Hobro og i stedet købt grund og bygninger af Verdo (det tidligere Energi Randers) på Gettrupvej i Hobro. Handlerne er led i en større plan, der handler om at få tre store og tidssvarende materielgårde i kommunen - nemlig i Arden, Hobro og Hadsund, men den i Assens forsvinder og den i Mariager konverteres til en lille plads, hvor man kan opbevare de ting, der skal bruges i forbindelse med arbejde lokalt. Pladsen på Lupinvej var for lille og upraktisk placeret. Bl.a. har den givet en masse ekstra kørsel med materiel gennem Hobro by. - Vi har ledt efter en løsning et stykke tid, og nu havde vi en køber til Lupinvej, og Verdo, der har samlet aktiviteterne i Randers, ville gerne sælge, fortæller borgmester H.C. Maarup. - Det er ikke rationelt med fem pladser i kommunen, og med den nye og større materielgård på Gettrupvej og materielgården i Hadsund under opbygning og udbygning, skal de to forsyn kommunens sydlige område, siger afdelingsleder i Park og Trakfik, Hans Gro Hansen. Og det klør i fingre og kommunale redskaber for at komme videre med byggeriet i Hadsund og nyindretningen af bygningerne på Gettrupvej. - Vi er ved at være lidt trætte af sne og frost, men vi regner da med snart at kunne komme i gang i Hobro og komme videre i Hadsund, hvor vintervejret har forsinket byggeriet, tilføjer Hans Gro Hansen.