Styr på rockklodserne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bonderøve? overhovedet not - fra venstre Jørgensen, Villadsen, Westmark og Christensen.

CD, ROCK The Blue Van:"Man Up" # # # # ¤ ¤ To guitarer, bas, trommer - der er ikke noget, der kan slå det, når det gælder rock. Og det udsagn - oprindeligt tilskrevet nattelivets mørkerocker Lou Reed - kan Brønderslev-rockerne i The Blue Van sikkert godt skrive under på. Åbningsnummeret "Be Home Soon" lynstarter med huggende guitarriffs, og Steffen Westmarks veloplagte vokal, inden rullende trommer og bas driver nummeret rask fremad mod den lange forløsende guitarsolo, der afrunder nummeret. Mens to-eren "Man Up" med dyb basrundgang, tørt tøffende trommer og breakkor, også giver plads til et fedt orgel og diskantsyngende guitarer. Et dejligt, klassisk rocknummer hele vejen igennem, og for de af os, der både kan huske 60'erne og 70'erne, hvor der stadigvæk var noget som hed leadguitarister, er det her tryg musik. Faktisk kalder Westmark og hans instrumentmakker Søren Christensen sig for lead guitarister hist og pist i den medfølgende tekstpamflet, som også meget forbrugervenligt er forsynet med guitarbecifringer, så du selv kan spille med. Mens du så kan overlade trommerne til Per Jørgensen og bassen til Allan Villadsen. "Silly Boys" er syngende guitarbåret rock, 60-er agtig, og på den måde måske ikke voldsomt original, men så alligevel med en spøjst tilføjet ukulele. Kan godt være, at den blå vogn bruger rock-byggeklodser, vi alle sammen kender, men de gør det sjældent veloplagt og knapt så anakronistisk, tidslommeagtigt som på albumforgængeren "Dear Independence". Sangene er simpelthen bedre. Hør den hurtigt huggende "There Goes My Love", og der er 60-er London, smalle bukser og slips i "The Socialite", mens det bliver lige vel bastant, guitarbombastisk rodet i "Out of Control". I "Put My Name in The Sand" lyder Blue Van, som om de har vennelånt et rif fra Led Zeppelin. I det hele taget er Blue Van et band, der både kan deres rockhistorie, men også forstår at administrere den og give den nyt liv i retroklingende sange. Med do-wa kor, tætte guitarkaskader og tunge trommer, hist en saxofon, pist et orgel, men også med musikalsk overblik og plads til mere stilfærdige balladeagtige numre. Du går ikke galt i byen, hvis du tager den her med til fest. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk The Blue Van:"Man Up" Iceberg Records/Playground Udkommer mandag The Blue Van spiller Studenterhuset, Aalborg, lørdag 29. november.