Styrekort til bil og båd

Fodbold 10. februar 2003 07:00

SKAGEN: På skipperskolen i Skagen sidder en af de ganske få i landet, der er uddannet til at lære andre at køre bil og føre et skib. Jens Østergaard Kronland driver ved siden af jobbet som navigationslærer på skipperskolen sin egen køreskole - Kronland Køreskole på Brovandevej - som nu i tre år har sendt mange ud på de lokale veje med det nødvendige lille kort i baglommen. Han har af hensyn til arbejdet på skipperskolen valgt at have maksimalt fire elever ad gangen i køreskolen. - På skolen er jeg med til at udstede sønæringsbeviset til eleverne, og det er egentlig er det samme som et kørekort til bil, fortæller Jens Østergaard Kronland. Skagboen er naturligvis selv udstyret med de nødvendige kørekort såvel til lands som til vands. Han har den store skibsførereksamen og blev oprindeligt uddannet officier i søværnet. Her sejlede han en del år, men Jens Østergaard Kronland har også ført skibe for Maersk. - Jeg har sejlet og fløjet jorden rundt for at komme fra skib til skib, og det har da været meget spændende. I sin fritid løber han i den lokale orienteringsklub og løber en hel del efter den lille drilske fodbold i Skagen Idræts Klub. I de yngre dage var han med på FfI's bedste fodboldhold og var således med til at spille i landets bedste række for frederikshavnerne. - Jeg flyttede til Skagen fra Strandby for nogle et par år siden. Det at spille fodbold er en god måde at komme til at lære folk at kende på. I øvrigt synes jeg, at Skagen er et pragtfuldt sted at bo. Når han ikke løber, spiller bold, arbejder med computer eller er på arbejde nyder han at være ude i naturen. Han har også nogle heste, for som han siger, så skal der helst ske noget hele tiden. Jens Østergaard Kronland har arbejdet på Skagen Skipperskole siden 1989. - Der er meget undervisning på computer i dag, og jeg kender da en del til teknikken. Det er noget, jeg har lært mig selv, og jeg synes, det er meget spændende. Vi har en meget avanceret simulatorer, hvor elever på en meget realistisk måde kan lære at føre et skib. Den gammeldags navigationsundervisning er nu overført til små simulatorer. Vi kan simulere, at vi sejler alle typer skibe lige fra et stort passagerskib til en almindelig fisketrawler, og vi kan sætte computeren til at simulere dårligt vejr, så eleverne lærer at sejle under alle mulige forhold. Hvis to skibe i simulatoren støder sammen lyder det som om, metalplader mødes, og skibet krænger over. Det ér virkelighed, selv om konsekvenserne ved at støde sammen naturligvis ikke er så alvorlige som ude på havet. Eleverne får kombineret undervisning på simulatorer og praktisk sejlads på hjemmeværnskutteren "Lyra", der har hjemhavn i Skagen. Derudover er der naturligvis også en del undervisning i teorilokalet. Alle skippere skal en tur igennem simulatoreren, som blandt andet giver eleven lejlighed til at styre skibet ind og ud af en meget realistisk computerudgave af Skagen Havn. Det er ikke sikkert, at Jens Østergaard Kronland kan "nøjes" med at kunne udstede førerbevis til skib og bil. - Jeg kunne rigtig godt tænke mig engang at få certifikat til at flyve og måske undervise andre i at flyve.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...