Ernæring

Styrelse fraråder kosttilskuddet Fortodol

Forbrugerne bør holde sig fra kosttilskuddet Fortodol. Fødevarestyrelsen fraråder at bruge midlet, da flere personer i Sverige har været indlagt med leverskader. Souschef i styrelsen Jens Terkel Jensen siger til Ritzau, at kosttilskuddet kan købes i Danmark og desuden på udenlandske hjemmesider over nettet. Endelig kan der være danskere, som har købt det i Sverige. Herhjemme er det A/S Anjo, der importerer kosttilskuddet, og de er nu af Fødevarestyrelsen bedt om at få analyseret det. Indtil den analyse er færdig, fraråder styrelsen midlet. Fortodol benyttes blandt andet mod smerter og betændelse./ritzau/