Styrelse: Ledelse på Ørestad Gymnasium skal straffe elever

Ledelsen på Ørestad Gymnasium får kritik for ikke at håndtere eleverne korrekt ved ministerbesøg.

Ørestad Gymnasium i et frikvarter. Ledelsen på gymnasiet bliver opfordret til at straffe enkelte elever eller indføre kollektive sanktioner i form af aflyste skolefester og andet, efter at undervisningsministeren blev buhet ud. (Arkivfoto).

Ørestad Gymnasium i et frikvarter. Ledelsen på gymnasiet bliver opfordret til at straffe enkelte elever eller indføre kollektive sanktioner i form af aflyste skolefester og andet, efter at undervisningsministeren blev buhet ud. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Styrelse vil have elever på Ørestad Gymnasium straffet efter ministerbesøg. Det skriver Berlingske torsdag.

Berlingske har fået indsigt i en vurdering fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet af Ørestads Gymnasiums redegørelse for en episode tidligere på måneden.

Her blev undervisningsminister Merete Riisager (LA) og sognepræst Kathrine Lilleør buhet ud af elever, da de besøgte gymnasiet. Der skulle desuden være blevet råbt skældsord efter ministeren.

Og nu kritiseres skolens ledelse for sin håndtering af hændelsen.

Ifølge kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet Jens Refslund Poulsen har ledelsens reaktion været for slap både under og efter ministerens besøg.

- I vores vurdering lægger vi vægt på, at ledelsen burde have trådt tydeligere i karakter undervejs, og givet klare anvisninger til de elever, der overtrådte reglerne, siger kontorchefen til Ritzau.

Foruden kritikken bliver ledelsen i vurderingen opfordret til at straffe enkelte elever eller indføre kollektive sanktioner i form af aflyste skolefester og andet.

For ifølge styrelsen har skolen pligt til at sanktionere overtrædelser af gældende regler på skolen.

Der er ikke kun Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der offentligt har vurderet den omstridte episode på Ørestad Gymnasium.

Nogle, blandt andre Pernille Skipper, politisk leder i Enhedslisten, bakkede eleverne op i at "udnytte deres ytrings- og forsamlingsfrihed", som hun skrev i et tweet.

Men Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurderer altså, at der ikke var tale om en demonstration på Ørestad Gymnasium.

Det var ifølge Jens Refslund Poulsen "en række overtrædelser af studie- og ordensreglerne i forhold til at udvise ordentlig adfærd over for hinanden".

Styrelsen har givet gymnasiet til 29. marts til at revurdere, hvorvidt elever skal straffes. Herefter vil styrelsen vurdere yderligere tiltag.

- Vi har bedt skolen forholde sig til vurdering og genoverveje muligheden for sanktioner, samt redegøre for en konkret handlingsplan for at styrke den demokratiske dannelse på skolen, siger Jens Refslund Poulsen.

Undervisningsminister Merete Riisager ønsker ikke at udtale sig, men henviser i stedet til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra hverken bestyrelsen eller ledelsen på gymnasiet.

Men rektoren på Ørestads Gymnasium, Jonas Lindelof, udtaler til Berlingske, at ledelsen tager kritikken "til efterretning".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.