Styrelse på hemmeligt mastetilsyn

Det var et fejlmonteret julelys, der var årsag til episoden i Lønstrup, hvor en hund fik stød ved en elmast.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er nu slået fast, at det fejlmonteret julebelysning, der var i skyld i , at Amigo blev slået omkuld af en elmast med overgang i i Lønstrup.Arkivfoto: Hans Ravn

Nord Energi har nu fastslået, at det var en fejl i forbindelse med tilslutningen af julebelysningen i Lønstrup, der var årsag til overgang i en elmast. Det var tæt på at koste hunden Amigo livet, da den var på luftetur med sin ejer 27, januar. - Der var en fejl ved tilslutningen af julebelysningen. Der var en ledning, der var gået fra en dåse, og som så var gået på stålmasten, fortæller administrerende direktør Peder Kjeldgaard. Styrelse dukkede op Samtidig har Nord Energi nu haft besøg af Sikkerhedsstyrelsen, som har det overordnede tilsyn med elsikkerhed i Danmark. - De ønskede at få en orientering om det, der var sket, fortæller Peder Kjeldgaard. Sikkerhedsstyrelsen ønsker imidlertid ikke at fortælle NORDJYSKE om deres besøg. - Vi kommenterer ikke konkrete sager, lyder det fra pressechef, Dorthe Rasmussen. I er en offentlig styrelse, Hvorfor kan vi ikke få at vide, hvad det tilsyn handlede om? - Det skyldes hensynet til et eventuelt retsligt efterspil, siger Dorthe Rasmussen. Bliver der et retsligt efterspil? - Det kan jeg ikke udtale mig om, slutter pressechefen. Nord Energi har efter episoden i Lønstrup undersøgt elmaster overalt i kommunen, for at finde ud af, om der har været lignende problemer andre steder. - Vi har lavet stikprøvekontrol, og der er ikke fundet fejl på andre master, siger Peder Kjeldgaard. Nord Energi skal være med I Lønstrup var Nord Energi ikke involveret i opsætningen af byens julebelysning. Det kommer til at ændre sig i fremtiden. - Der bliver ikke sat julebelyaning op nogen steder, uden at vi er involveret, fastslår Peder Kjeldgaard. Loven kræver nu, at installationerne til julebelysning er forsynet med fejlstrømsafbrydere, men det er stadig ikke et krav på elmasterne. - Installationerne er derimod dobbeltisolerede, men der kan ske mekanisk slid, derfor laver vi også løbende kontrol af alle vores master, og kravene til kontrol er skærpet, siger Peder Kjeldgaard. Siden fejlen på masten i Lønstrup, blev en hund forleden slået bevidstløs i Varde, da den tissede op ad en elmast med overgang i. I 2007 var der debat om det skulle være lovkrav at alle elmaster skulle forsynes med fejlstrømsafbrydere. Det vurderes at ville koste i omegnen af en milliard kroner.