Motionsidræt

Styrketræning og høje hæle

Frederikshavner træner intensivt til Miss Fitness-deltagelse

FREDERIKSHAVN:Hun powerwalker klokken fem om morgenen, hun løber 40 km om ugen, hun klatrer i tov og springer buk i gymnastiksalen på Ravnshøj Skole, hun styrketræner og er instruktør på adskillige hold både i Frederikshavn Helsecenter og om vinteren i Ravnshøj. Hun spiser dyngevis af kylling, fisk, kalkun og grøntsager, grøntsager og grøntsager. Nå ja, og så passer hun selvfølgelig også jobbet som palliationssygeplejerske på Sygehus Vendsyssel 40-50 timer om ugen. Til gengæld er der ingen alkohol og hendes elskede slik er p.t. rationeret til 100 gram vingummi eller skumfiduser om ugen. 33-årige Dorthe Beck har i et år trænet målrettet mod sin deltagelse i den landsdækkende konkurrence Miss Fitness 2004, der løber af stabelen i slutningen af september i København. - Jeg gør det for at prøve mine egne grænser og muligheder af. Jeg har det godt med at træne så meget, som jeg gør og føler ikke, at jeg lider de store afsavn, siger hun. Begyndte som fire-årig Sport har altid været en stor del af hendes liv, siden hun gik til rytmisk sportsgymnastik som fire-årig. I 1986 begyndte hun at træne i foreningen Frederikshavn Helsecenter, som hun har været tilknyttet lige siden. Hver uge er den energiske pige instruktør på adskillige motionshold, blandt andet de populære MBL (Mave-Baller-Lår), Box & Sjip og Push. Derudover styrketræner hun som nævnt selv, i øjeblikket oftest sekunderet af sin personlige træner, Tinna Topholt. - Tinna har en stor del af æren for, at jeg vil gennemføre det her projekt. Hvis jeg har lidt svært ved at komme af sted om morgenen, når der er dårligt vejr, så hiver hun mig med. Og hun er også god til at sige stop, når hun kan se, at min grænse for den dag er nået, fortæller Dorthe Beck. Målet er, at den 157 cm høje (lave) kvinde vil smide tre-fire af sine 55 kilo inden konkurrencen. Hun vil gerne være lidt mere markeret uden dog at ligne en bodybuilder. Ingen sponsor Hun har bevidst valgt ikke at søge en sponsor til sin Miss Fitness-deltagelse. - Jeg har ikke noget behov for at promovere mig selv og gøre reklame. Jeg gør det her for min egen skyld og på mine egne præmisser, forklarer hun. Billigt er det dog ikke. Eksempelvis har Dorthe bestilt en specialsyet bikini hos en designer, for at hun skal tage sig bedst muligt ud foran dommerne, ligesom hun har fået besked på at det nok vil være en god ide at klatre op på nogle 10-12 cm høje hæle. - Og sådan nogen finder jeg da vist kun i nogle ”sjove” butikker, griner hun stort. Selve konkurrencen er delt op i tre runder. Først skal deltagerne vurderes, mens de står stille foran dommerne, en såkaldt symmetri-konkurrence. Derefter kommer show-runden, hvor deltagerne i 60-90 sekunder viser, hvad de kan, som regel med et tema. Dorthes tema er hemmeligt, og hun har fået en aalborgensisk producer til at mixe musik til sig. Sidst skal deltagerne gennem en slags forhindringsbane for at vise deres styrke. - Der er typisk mellem 20 og 25 deltagere i Miss Fitness, og mit mål er da helt sikkert at komme i finalen blandt de ti bedste, siger Dorthe, der med sine 33 år ligger lidt over gennemsnittsalderen midt i tyverne. Fortsætter bagefter Dorthes ”andet hjem”, Frederikshavn Helsecenter arrangerer fælles tur til KB-Hallen, hvor konkurrencen foregår den 25. september. Men uanset, hvordan hun bliver placeret, fortsætter hun træningen bagefter. - Så længe jeg har det godt med at træne, så fortsætter jeg lige så meget som nu, altså omkring 16 timer om ugen plus mine hold, slår hun fast.