Styrtet fly i Roskilde var lettet fra Billund

Vraget af de forulykkede fly i Roskilde Lufthavn kan formentlig snart flyttes til Havarikommissionens hangar.

Styrtet fly i Roskilde var lettet fra Billund

Der vil gå adskillige måneder, før Havarikommissionen kommer med sin konklusion på ulykken onsdag aften i Roskilde Lufthavn.

Men umiddelbart er der intet, der tyder på, at flyet var i færd med en sikkerheds- eller en nødlanding.

Det oplyser Lars Christoffersen fra Havarikommissionen torsdag til Ritzau.

Det italienske fly af typen Partenavia har to motorer og plads til syv personer. Tidligere har pressen fejlagtigt oplyst, at det forulykkede fly er af typen Cessna.

De to mænd om bord, en 47-årig fra Holte og en 74-årig fra Vanløse, mistede begge livet ved ulykken.

Forinden var flyet lettet fra Billund, oplyser Lars Christoffersen.

- Vores foreløbige plan er, at vi vil forsøge at flytte vraget til vores hangar for nærmere undersøgelser, siger han.

I løbet af to måneder vil kommissionen komme med en redegørelse med en række faktuelle oplysninger, og inden et år vil konklusionen foreligge.

Flere hold fra kommissionen arbejder på hver sin opgave i forbindelse med undersøgelsen, fortæller Lars Christoffersen.

Også politiet er i gang med at indsamle oplysninger.

- Vi taler med familie og bekendte til de to mænd, fortæller talsmand for Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.