Suarez svigter for Liverpool i nederlag til Zenit

Stjerneangriberen Luis Suarez havde ikke held med afslutningerne, da Liverpool tabte til Zenit St. Petersburg.

Suarez svigter for Liverpool i nederlag til Zenit

Liverpool tabte uden Daniel Agger i truppen med 0-2 på udebane til russiske Zenit St Petersburg i Europa Leagues 1/16-finaler.

Det var Liverpool, som var farligst i store perioder af kampen, og Premier League-holdet burde have sikret sig et vigtigt udebanemål inden returkampen på hjemmebane.

Liverpool-angriberen Luis Suarez brændte tre oplagte chancer i første halvleg, og det var utroligt, at uruguayaneren ikke scorede på mindst en af dem.

Suarez brændte blandt andet en friløber, hvor han forsøgte at drible uden om Zenit-målmanden Vyacheslav Malafeev, men trækket blev for langt.

I anden halvleg havde Suarez endnu en chance for at bringe Liverpool i front, men effektiviteten udeblev.

Liverpool-backen Glen Johnson kom helt fri igennem efter en flot soloaktion, men Malafeev fik afværget forsøget.

Zenit havde også et hav af store chancer, så det var egentlig utroligt, at der først kom en scoring efter 69 minutter.

Angriberen Hulk sparkede langt udefra, og 1-0-målet sad uindtageligt for målmand Pepe Reina helt oppe i krogen. Tre minutter senere fordoblede indskiftede Sergei Semak føringen.

Dermed ser returkampen i Liverpool særdeles vanskelig ud, fordi det ikke lykkedes englænderne at få sat et enkelt udebanemål ind.

Inden kampen blev en mindre gruppe af Liverpool-fans angrebet af en større gruppe russiske hooliganer.

Russiske medier oplyste, at omkring 40 hooliganer angreb Liverpool-fansene, da de kom ud fra en bar, så englænderne var nødt til at søge i ly inde i baren. Ingen kom dog alvorligt til skade, og politiet løste urolighederne.

I den anden af de tidlige kampe i Europa League vandt russiske Anzhi 3-1 hjemme over Hannover 96.

Tyskerne kom ellers foran 1-0 efter 22 minutter ved Szabolcz Huszti, men den tidligere FC Barcelona-angriber Samuel Eto'o fik udlignet blot 10 minutter senere.

Kort inde i anden halvleg sørgede hjemmeholdets Odil Akhmedov for 2-1-scoringen, inden Mbark Boussoufa øgede til 3-1 efter 64 minutter.

Sejren kunne endda have været større, men Eto'o brændte et straffespark efter en times spil.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst