Succes-firma må fyre folk

Smykkevirksomhed har fyret ni ud af 30 ansatte

TÅRS:Siden starten i 1995 har smykkevirksomheden PBL Aps. i Tårs reddet på en bølge af fremgang med ansættelser af nye guldsmede hvert år. Nu ser det ud til at festen er forbi, idet indehaver Per Boe Larsen netop har måttet sig farvel til næsten en tredjedel af medarbejderstaben på 30. I marts måned modtog Per Boe Larsen Nordeas lokale erhvervspris for sin evne til at skabe vækst og lokale arbejdspladser. - Da jeg fik prisen, tænkte jeg , at det værste der kunne ske nu, var, at vi blev tvunget til at fyre folk, siger Per Boe Larsen, der dermed må konstatere, at skrækscenariet blev til virkelighed. PBL er underleverandør til Smykkefirmaet Ole Lynggaard i Hellerup, der laver mindre, eksklusive smykkeserier. Virksomheden ønsker at benytte mere af en uudnyttet kapacitet på fabrikken i Hellerup, og derfor bliver der mindre at lave til virksomheden i Tårs. - Det er selvfølgelig meget beklageligt og medarbejderne er kede af det, siger Per Boe Larsen, der udover at være indehaver af den lokale fabrik, også er salgsdirektør hos Ole Lynggaard. Derudover overtog han for et par år siden også smykkeforretningen Hassing i Hjørring, som fabrikken i Tårs nu laver sine egne smykker til. Per Boe Larsen tør ikke spå om fremtiden, men er overbevist om, at fyringerne ikke er begyndelsen til enden. - Det kan selvfølgelig gå begge veje, men vi har en utrolig velfungerende arbejdsplads med meget dygtige og fleksible medarbejdere, siger Per Boe Larsen. Tillidsrepræsentant Karina Madsen betegner det som et chok, da beskeden om fyringerne kom. - Alle var målløse, det er jo ikke lige det vi har været vant til, siger Karina Madsen, der samtidig roser ledelsen, Dansk Metal og AF, for at have taget hånd om de fyrede. - Allerede nu ved de fleste, hvad de vil. Nogle vælger at tage uddannelse, andre forsøger sig som selvstændige.