Skagen

Succes for årets fiskebord

5000 spiste fisk i auktionshallen i weekenden

SKAGEN:Der var næsten lige så mange retter på fiskebordet, som der mennesker i kø til det, da Skagen Idrætklubs Venner i weekenden bød indenfor i auktionshallen. Alene lørdag betalte 3000 mennesker 50 kroner for at frit at tage for sig af de mange fiskeretter. Rundt i hele auktionshallen sad folk og guffede, og naturligvis var det muligt at købe drikkevarer dertil. Faktisk håber SIK's Venners formand, Palle Steffensen, at weekendens varme vejr, kunne få folk til at drikke en ekstra øl. De har regnet med halvanden genstand per besøgende, men satser nu på to. Lørdagen var perfekt for foreningen, fordi den var meget varm, samtidig med at det blæste for meget til at være på stranden. Derimod var søndagen perfekt til strandture. Alligevel kunne Palle Steffensen smile, da NORDJYSKE talte med ham i solskinnet på Auktionskajen. - Det kører flot i forhold til sidste år. Det er hele tiden det, vi måler os på, erklærer Palle Steffensen. Overskuddet fra fiskebordet er venneforeningens største indtægtskilde. Penge som blandt andet bruges til at sende ungdomsholdene i SIK til turneringer i udlandet. Palle Steffensen satser på at overskuddet i år vil blive på over 200.000 kroner. Ud over de 3000 gæster lørdag, er det håbet, at besøgstallet søndag vil nå op på 2000. Fiskene er alle sponsorgaver, så entreindtægten svarer stort set til overskuddet. Godt nok er der en del udgifter til brød, smør og diverse tilbehør, men byens forretningsdrivende har ladet venneforeningen handle til særpris. Til at servicere de op mod 5000 spisende gæster har der været 60 mennesker i gang hver dag. Det er primært spillere og forældre til spillere i Skagen Idrætsklub, som har givet en nap. Tilsammen skal SIK og deres venner skaffe frivillige til 800 vagter á fire timer fordelt på fiskebordet, mc-træffet og Skawcup. De tre arrangementre udgør dermed hjørnestenen i klubbens økonomi.