Succes for EuruCom at samle aktiviteter i Aalborg

AALBORG:EuroCom Industries (ECI), der producerer kommunikationsudstyr til søfarten, har haft succes med at samle alle sine aktiviteter i Aalborg. Sidste års halvårsunderskud på 10 mio. kr. er således vendt til et overskud i første halvår 2003 på knap 20 mio. kr., og omsætningen er steget med fire procent til 191 mio. kr. Selskabet ser stadig et robust marked for større lystbåde og andre skibe, mens markedet for fiskeri er presset på grund af mindre fiskekvoter. For 2003 præciserer ledelsen sine forventninger til et overskud før skat på 25-35 mio. kr. mod tidligere ventet 20-35 mio. kr. Omsætningen ventes fortsat at stige med cirka fem pct. EuroCom Industries A/S, der er en videreførelse af Aalborg-virksomheden SP Radio, valgte at samle aktiviterene i Aalborg efter store vanskeligheder i 1999-2001. - Vi så på omkostningerne og fandt ud af, at det var smartest at lukke en af afdelingerne, og det blev den i Ballerup, fordi der var flest aktiviteter i Aalborg, siger administrerende direktør Peter Høy. Hele farbrikken, logistik og ordrehåndtering var på Paarsvej i Aalborg. Direktion, økonomiafdeling, salg og marketing var i Ballerup. Samtidig var fabrikken i Aalborg blevet strømlinet og fremtidssikret, så det var naturligt at vælge Aalborg. Samtidig har beliggenheden ikke den store betydning, fordi vi handler med hele verden.