Succes for ny skolefest

FREDERIKSHAVN:Det blev en publikumssucces, da FfI Gymnastik fredag holdt sidste skoledagsfest for kommunens afgangselever. Knap 300 ud af godt 400 elever havde valgt at indløse billet til festen i Atletcentret, hvor der blev budt på diskotek. Festen opstod i kølvandet af, at mange af byens elever, der nu forlader folkeskolen, ikke kunne feste sammen på Knivholt på grund af Rockshowet. FfI Gymnastik fik da ideen til at samle de unge i Atletcentret, hvor festen foregik i god ro og orden. De unge måtte selv tage deres drikkevarer med, mens gymnastikforeningen sørgede for, at der også var mulighed for at få lidt fast føde. Omsætningsmæssigt gav det gymnasterne et beskedent overskud, men FfI Gymnastik er klar til igen næste år, hvis interessen melder sig, at stable en lignende fest på benene.