Succes for Skagens gymnastikforening

Gymnastik 23. april 2003 08:00

SKAGEN: Skagens gymnastikforening, Gymnastikforeningen af 1976, kan som en af få sportsforeninger melde om succes på medlemssiden. I sin beretning på foreningens generalforsamling, oplyste formanden, Bente Carlsen, at foreningen har cirka 480 medlemmer. Det er en fremgang på cirka 50 i forhold til tidligere. Det store antal skagboer, som gerne vil dyrke gymanstik, har betydet, at foreningen måtte lukke for tilgangen til flere af holdene i sæsonen 2002 - 2003. Gymnastikforeningen vil gerne have sit eget sted, så der er bedre muligheder for at styrke den sociale del af livet i forningen, men det er endnu ikke lykkedes, oplyste Bente Carlsen. Senest har foreningen forsøgt at få få kommunens godkendelse af, at den går sammen med Brovandeskolen om at opføre en egnet sportshal, men det er blevet til et afslag. - Nu er vi nødt til at have aktiviteterne spredt flere forskellige steder, og det er ikke særlig hensigtsmæssig for klublivet, og samtidig giver det os ekstra udgifter, fordi vi er nødt til at have flere sæt gymnastikredskaber. - Desuden oplever vi, at vi med kort varsel må aflyse nogle holds gymnastikaftener, fordi skolerne pludselig selv skal bruge deres gymnastiksale, siger Bente Carlsen. På generalforsamlingen blev det oplyst, at gymnastikforeningen i fjor havde et overskud på cirka 75.000 kroner. På generalforsamlingen nyvalgtes Olga Wirenfeldt til bestyrelsen. Hun afløste Mads Mørch. Henning Thomsen og Anne Sørensen genvalgtes. I forbindelse med generalforsamlingen uddeltes to lederpriser til instruktører i gymnastikforeningen. Modtagerne var Lis Muhlig og Anne Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...