Succes-holdet sprængt i stykker

Jesper Foldberg, Søren Ørgaard, Lars Mosgaard og Martin Ø. Christensen stopper

Sverige 17. september 2002 08:00

AALBORG: Klassehæveren Jesper Foldberg og den stærke kantspiller Søren Ørgaard har i lighed med duoen Lars Mosgaard og Martin Ø. Christensen stoppet karrieren på eliteplan hos HIK Aalborgs dobbelte danske mestre og firedobbelte danske pokalvindere i volleyball. Succesholdet, der har taget pokaltitlen fire år i træk og vundet det danske mesterskab de seneste to sæsoner, synes dermed sprængt, og cheftræner Torben Sørensen er da også på det rene med, at målsætningen for den kommende sæson er på et helt andet og lavere niveau end i de seneste sæsoner. - Holdet skal vænne sig til at indtage en helt anden rolle efter, at Jesper Foldberg, Søren Ørgaard, Lars Mosgaard og Martin Ø. Christensen har valgt at stoppe deres karrierer. Det handler om helt andre ting end medaljedrømme lige nu, siger Torben Sørensen, der kun opererer med 10 spillere i sin førsteholdstrup til den kommende sæson. Pokalkamp søndag Afgangen af stamspillere stiller også HIK-mandskabets deltagelse i anden runde af kvalifikationen til den europæiske Top Teams Cup på hjemmebane i Aalborg Stadionhal 8.-10. november mod et rumænsk, et jugoslavisk og et estisk hold i et helt andet lys. På plussiden udgør Jens Pedersen fra Lyseng ved Århus den eneste tilgang, og på hæverpladsen er anden hæveren Morten Schmidt kørt i stilling til at erstatte dansk volleyballs vel nok bedste på pladsen, Jesper Foldberg, der selv har valgt at takke nej til A-landsholdet gennem flere sæsoner. HIK-herrerne indleder for alvor den kommende sæson på søndag med en ottendedelsfinale i pokalturneringen ude mod 1. divisionsholdet fra Spentrup fra Randers. Kronjyderne var tæt på at kvalificere sig til Elitedivisionen til denne sæson. Premiere rykket - Alle betragter os som favoritter, men det bliver en vanskelig kamp, som vi godt kan tabe, mener Torben Sørensen, der først i torsdags havde A-landsholdsduoen Mikkel Vestergaard og Jesper Villadsen med til træning for første gang i optaktsfasen til den forestående sæson. De har været travlt optaget af landskampe i Portugal, Kina og Danmark, hvilket ikke har gjort det lettere at spille et nyt slagkraftigt HIK-mandskab sammen. I Elitedivisionen lægger HIK Aalborgs forsvarende danske mestre ud på udebane mod Middelfart torsdag 3. oktober. Mændenes grundspil indledes egentlig i weekenden 28.-29. september, men da deltager både HIK Aalborg og Middelfart i en træningsturnering i Sverige desuden omfattende de svenske mestre fra Örkeljunga og sidste sæsons nummer fire i Sverige, Hylte, samt et finsk hold. Derfor blev HIK Aalborg og Middelfart enige om, at rykke sæsonpremieren til 3. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...