Succes med EU-konference i Skagen

250 gæster fra EU-lande og kandidatlande, men ikke én eneste demonstrant

Naturvidenskab 7. september 2002 08:00

SKAGEN: Turistchefen i Skagen, Arne Zachariassen, var hurtig til at udnævne EU-konferencen i Skagen til en succes, da det hele blev rundet af i går eftermiddags med en stor buffet på Color Hotel Skagen. - Vi har fået positive meldinger fra alle sider. Samarbejdet mellem hoteller, museer, kongrescenter og busselskab har fungeret perfekt, og vi har jo også været meget heldige med vejret, siger turistchefen, der har fulgt EU-konferencen tæt hele vejen igennem. Det gode vejr var ikke mindst på sin plads torsdag aften, hvor cirka 225 gæster skålede i champagne ude på spidsen af Grenen med fire Sandorme linet op i baggrunden, og der var da også flere af EU-gæsterne, der ved denne lejlighed skulle en tur ud i vandet og stå lidt, hvor Kattegat og Skagerrak mødes. Bagefter gik turen så til Skagen Odde Naturcenter, hvor der var gjort klar til middag, og senere benyttede en pæn del af det internationale selskab lejligheden til at se og høre den efterhånden verdensberømte duo, Sussi og Leo. Her oplevede man blandt andre beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen danse med bøllehat med duoens autografer på. Let bevogtningsopgave Og det var så nok noget af det mest "voldsomme", som de internationale gæster oplevede i Skagen. Da EU-konferencen for snart længe siden blev planlagt i Skagen, valgte politiet ellers at reservere 100 hotelværelser til overnatning i forbindelse med vagtopgaver under konferencen, men på dette tidspunkt var der heller ikke nogen, der vidste hvor mange toppolitikere, der for eksempel ville deltage i møderne. Da tidspunktet for EU-konferencen nærmede sig, valgte politiet at afbestille de 100 hotelværelser igen med en besked om, at man ventede at kunne klare sig med det mandskab, der i forvejen var i politikredsen. Og det ser ud til at være en meget fornuftig disposition. - Jeg har været med rundt hele tiden, og jeg har ikke set så meget som skyggen af en demonstrant, konstaterede Skagens turistchef, da konferencen sluttede i går eftermiddags. Lokal "turistguide" Den lokale politiker, formanden for social- og sundhedsudvalget, Bjarne Kvist (S), var også med hele vejen rundt. Han skulle egentlig have været helt almindelig mødedeltager, men det endte faktisk med, at han blev turistguide for kommissæren og den danske socialminister. Derfor gik Bjarne Kvist til og fra den alvorlige del af mødet, men opsnappede forskellige udtalelser og kan konstatere, at Danmark og Skagen er langt foran i arbejdet med "rummelighed gennem social dialog og partnerskab." - Jeg ville gerne have haft mulighed for at vise deltagerne Virksomheden Skagen, hvor vi efter min mening praktiserer det, der blev drøftet på EU-konferencen, siger Bjarne Kvist. - Jeg oplevede konferencen som højttravende og abstrakt. Jeg er jo mere realpolitiker. - Jeg kan i hvert fald se, at både vi, øvrige medlemslande og ansøgerlande er milevidt fra hinanden. Jeg oplevede repræsentanter fra for eksempel Rumænien og Bulgarien antyde, at i deres lande er alle borgere at betragte som "sociale tilfælde". Her i landet taler vi jo kun om at få marginalgrupper med, siger Bjarne Kvist.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...