Børnepasning

Succes med fælles SFO-pasning

Lederen af SFO'en på Lundergårdskolen, Sven Hansen, siger, at forældrene ikke behøver være nervøse for sommerpasningen.

- Fire byskoler i Hjørring har i 15 år haft fælles pasning her på Lille Lundergård, og det er gået rigtigt godt. Der har været pædagoger med fra hver skole, og der har aldrig været problemer. Jeg tror institutionsforældrenes bekymring mere er et forældreproblem end et børneproblem, siger Sven Hansen. SFO'erne har haft ferielukket i denne uge og de næste to. - Vores feriepasning ligger lidt forskudt i forhold til daginstitutionerne. Det er, fordi vi skal være klar 1. august, når de nye børnehaveklassebørn møder op, siger Sven Hansen. Der er omkring 60 børn, der skal passes i den fælles SFO-feriepasning. De fire skoler, der samarbejder om fælles feriepasning er Holmegårdskolen, Lundergårdskolen, Bagterpskolen og Muldbjergskolen.