Succes med forbuddet mod elefantvæddeløb

KØBENHAVN:74 procent af erhvervschaufførerne og 80 procent af privatbilisterne mener, at ordningen med overhalingsforbud og højere hastighedsgrænse for at komme de såkaldte elefantvæddeløb på motorvejene til livs er velfungerende. Det viser en undersøgelse af forsøget, som Vejdirektoratet for foretaget. Elefantvæddeløb kalder fagfolk det, når en lastbil overhaler en anden lastbil over en flere kilometer lang strækning på grund af lille forskel hastighedsforskel. For at bremse væddeløbene blev der den 1. maj 2001 indført overhalingsforbud på 11 motorvejstrækninger. Samtidig blev hastighedsgrænsen for lastbiler hævet til 80 km i timen. Lastbilernes lovpligtige fartbegrænser blev der ikke ændret på, og den træder fortsat først i funktion ved godt 90 km i timen. Projektleder Lárus Ágústsson, Vejdirektoratet, mener, at ordningen er velfungerende. - Vores målinger viser, at de køretøjer, der er omfattet af forsøget, har accepteret reglerne og overholder dem. Af holdningsundersøgelser kan vi se, at næsten halvdelen oplever, at det er blevet lettere at overhale langsomme køretøjer på de strækninger, der er belastet af tung trafik. Der er også flere, der generelt er tilfredse med fremkommeligheden på motorvejene, end før forsøget startede, siger Lárus Ágústsson. Der er ikke noget, der tyder på, at forsøget med at hæve hastighedsgrænsen til 80 km/t for store køretøjer og med overhalingsforbud på udvalgte strækninger går ud over trafiksikkerheden, konstaterer Vejdirektoratet. /ritzau/