Socialforsorg

Succes med frit valg for ældre

Skagen bedst til at indføre det frie valg på ældreområdet

SKAGEN:Det frie valg på ældreområdet er blevet indført så godt i Skagen, at socialminister Henriette Kjær (K) nu bruger kommunen som solstrålehistorie. Lederen af ældreområdet i Skagen Kommune, Gitte Jacobsen, fortæller, at hun blev ringet op af socialministeriet, som ville bruge Skagen som eksempel på, at det frie valg kan være en succes. Gitte Jakobsen er dog ikke sen til at sende rosen videre til byrådet, som tillod hende at benytte et konsulentfirma i det store arbejde med at nedskrive standarder og regne timepris ud. Det arbejde foregik i efteråret og er grundlaget for at ordningen fungerer så godt, som den gør. Standarderne og priserne lå klar ved årsskiftet, og ved tiden da april blev til maj kunne det private firma Blæksprutten godkendes til at levere personlig og praktisk hjælp. Foreløbigt er det også det eneste firma, som har vist interesse. Kommunen har også lavet standarder for madservice, men ingen har endnu vist interesse for det område. Ingen forskelsbehandling Alle modtagere af hjemmehjælp i Skagen Kommune har fået pjecer fra både Blæksprutten og kommunen. De kan så frit vælge den leverandør, som de foretrækker. Når nye brugere skal have hjemmehjælp, kommer kommunens visitatorer ud bevæbnet med pjecer og bærbar computer. Dermed kan den nødvendige hjælp straks registreres og effektueres. Rent administrativt hører visitatorerne under Gitte Jacobsen som leder af ældreafdelingen, men hun lover, at alle leverandører får lige muligheder. - Der er intet pres eller sure miner, slår hun fast. Det hænger måske sammen med, at der ikke er nogen økonomisk forskel for kommunene, ligemeget hvad de ældre vælger. Timeprisen ligger fast på forhånd, og ved visitationen fastlægges det ugentlige antal timer til den ældre. Derefter er det blot et spørgsmål, om det er Blæksprutten eller den kommunale hjemmepleje, der skal have pengene. - Borgeren skal ikke kunne mærke forskel. Det er de samme ydelser, man får. Men vi konkurrerer på kvaliteten, forklarer Gitte Jacobsen. Som en ekstra service får alle de ældre lov til at trække på den kommunale hjemmeplejes inkontinens- og demenskoordinatorer, uanset om de har valgt kommunen som leverandør eller ej. - Vi har valgt at sætte borgeren i centrum, forklarer Gitte Jacobsen. Stor udfordring Siden regeringen besluttede sig for at indføre det frie valg, har Gitte Jacobsen været tvunget til at tænke anderledes. - Det har været en stor udfordring, at tænke markedsføring, indrømmer hun. Alligevel er Gitte Jacobsen i dag glad for de standarder, som de udviklede sidste år. - Det har medført en synliggørelse af kvaliteten og givet ledelsen et styreredskab, forklarer hun. Hun indrømmer, at de altid har kunnet lave de standarder, men først efter de blev tvunget til at dokumentere alting, er der sket noget. Gitte Jacobsen fortæller, at der ikke er noget mønster i, hvem der vælger det private alternativ. Indtil videre er der kun 29 personer, som har valgt den private leverandør, Blæksprutten, som dermed har fået 140 timers arbejde om ugen. Men Gitte Jacobsen tror, at der vil gå omkring ét år, før fordelingen finder sit naturlige leje. På trods af tilfredsheden mener Gitte Jacobsen ikke, at hun har samme vilkår som Blæksprutten. - De skal ekspandere, mens jeg skal skrue ned, forklarer hun. Samtidig kan Blæksprutten noget, som kommunen ikke må. De kan nemlig sælge andre ydelser til de ældre.