Atletik

Succes med hjerteløb

Hel- og halvmarathon blev afviklet for første gang i Tranum

Løbere i alle aldre klarede udfordringerne på ruten. Privatfoto
Løbere i alle aldre klarede udfordringerne på ruten. Privatfoto

TRANUM: Der blev i den grad løbet for hjertet, da Tranum Borgerforening for første gang afviklede hel- og halvmaraton samt rundeløb med stor succes. 62 deltagere nød den smukke natur på ruten, der bød på flere udfordringer.

Fra både det lokale område samt nord og syd i det nordjyske kom friske deltagere i alle aldre for at tage turen. Sågar en løber fra Viborg nåede at tilmelde sig og tage turen i Aktieplantagen, som Tranum Borgerforening havde fået lov at låne.

Der blev både gået og løbet i et godt tempo, og dagen bød på flere personlige rekorder.

Marathon-ruten havde blot fem deltagere og blev vundet af Heidi Egeberg Johansen, Aalborg i tiden 3.30.06.

På halvmarathon var der 24 deltagere. Her vandt Rene Staal, Viborg i tiden 1.39.40.

Store klapsalver var der til 11-årige Louise Johansen og 13-årige Natasha Johansen, søskende fra Gandrup, der havde tilmeldt sig tre runder a 5,3 km men sluttede med at gennemføre en halvmaraton til stor glæde for deres far, der efter sin halvmaraton kunne være med til at klappe pigerne i mål.

Efter en dejlig dag med mange kilometer i benene var der lækker mad til deltagerne.

Der var stor tilfredshed med arrangementet blandt de mange deltagere, og opfordringerne lød på, at Tranum Borgerforening skal fortsætte det gode initiativ, som blev støttet af mange sponsorer fra hele området, samt et par af deltagerne.

- Tranum Borgerforening har mødt en utrolig velvilje både i Tranum og de omkringliggende byer, når vi har henvendt os om støtte, hvilket har betydet meget, fordi vi har valgt at lade overskuddet være en del af betalingen til et kursus for byens borgere i brug af en hjertestarter, siger bestyrelsesmedlem Niels Øllgaard. Tanken om endnu en hjertestarter i byen kunne også være noget, der kunne tages op.

- Vi har set, at der er en ved skolen, men også oplevet at ikke alle byens borgere er bekendt med dette. Så endnu en i byens centrum kunne være den ide, siger han.

Tranum Borgerforening glæder sig sammen med de mange løbere over, at Aktieplantagens bestyrelse var parate til at sponsere udlån af arealerne, og man håber at succesen kan gentages næste år. pm

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden