Succes med søndagsåbent

Bente Kristoffersen: - De besøgende bruger mere tid om søndagen. Arkivfoto: Henrik Louis

Bente Kristoffersen: - De besøgende bruger mere tid om søndagen. Arkivfoto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Først en rettelse. I søndags kunne man i NORDJYSKE Stiftstidende læse, at Brønderslev Bibliotek holder åbent hver søndag mellem 10 og 15. Det er rigtigt at biblioteket holder søndagsåbent, men det er hver søndag mellem 13 og 16. Det vil det gøre helt frem til april, undtagen søndag 28. december. I søndags var lidt over 100 mennesker en tur på biblioteket. - Det er tydeligt at folk, der kommer om søndagen, bruger længere tid. Det kan være hele familier eller veninder, som er på tur sammen, fortæller leder af Brønderslev Bibliotek, Bente Kristoffersen. Sidste vinter kørte man en forsøgsordning med at holde åben om søndagen. Kriteriet for succes var, at aktivitetsniveauet skulle være det halve af det på en lørdag. Det var langt over, så derfor fortsætter ordningen i år. Bibliotekets ansatte skiftes til at tage søndagsvagterne. - Personalet er helt med på idéen. Det bliver cirka hver femte søndag man skal arbejde, og det tager de i stiv arm. Bibliotekets fornemste opgave er at yde bedst mulig service til brugerne. Og om søndagen har mange tid til at komme ned. En del bor i Brønderslev, men arbejder udenbys, og så er søndag en fortrinlig dag for dem at komme på, siger Bente Kristoffersen. På den første søndag der var åbent i år, var der da også udelukkende positive tilkendegivelser fra de besøgende. - Og så kan man jo komme og læse søndagsavisen på dagen, siger Bente Kristoffersen med et smil.