Somalia

Succes med somalisk aften

AALBORG:Interessen for at lære mere om Somalia er overvældende stor. Det må arrangørerne af en temaaften om det østafrikanske land konstatere, efter de i aftes havde 150 gæster til spisning, modeshow og dans på kulturhuset Trekanten i Aalborg Øst. - Oprindelig havde vi regnet med maksimalt 100 deltagere, men interessen viste sig at være så stor, at vi måtte udvide. Allerede i sidste uge nåede vi op på 150 tilmeldte og måtte simpelthen lukke for flere, forklarer projektleder på Trekanten Mette Mee Storm Sonn. Arrangementet er det første af en række "Mad og Mennesker"-arrangementer på Trekanten, hvor man har mulighed for at spise med og møde mennesker fra andre lande - alt sammen i et forsøg på at skabe større forståelse for en anderledes kultur. - Vi vil gerne vise denne her fantastiske kultur på et helt almindeligt niveau. Vi gider ikke tale religion, vi gider ikke tale integration, vi vil bare gerne vise, at det er okay at være anderledes, siger hun. I kulturcentrets køkken havde en gruppe kvinder lavet traditionel somalisk mad, mens gæsterne fik også fik oplæg om situationen i det borgerkrigshærgede land, et modeshow med somalisk tøj køn, en lille koncert og en udstilling med håndværk. - Grunden til, at det lige er Somalia, vi tager udgangspunkt i, er, at der bor mange somaliere i Aalborg Øst, men også at mange etniske danskere gerne vil vide mere om landet, og hvad det vil sige at spise somalisk, siger Mette Mee Storm Sonn. Det er Trekantens kulturkonsulent, som sammen med Aalborg Bibliotekerne, den lokale kvindeforening og Nordjyllands Internationale Forening har lavet temaaftenerne. Om en måned bliver der holdt en tilsvarende aften med udgangspunkt i Sri Lanka.