Slagterier

Succes på Kyllinge Akademiet

På Rose Poultry i Skovsgård er fjerde hold netop begyndt

SKOVSGÅRD:For snart syv måneder siden satte det første hold kursister sig tilrette i klasselokalet på Rose Poultry A/S i Skovsgård. Siden har to andre hold været igennem kursusforløbet, som klæder deltagerne på til arbejdet i fjerkræslagteriet. Nu er det fjerde hold i rækken startet. Ligesom med de tre foregående hold, så har kursisterne alle været væk fra arbejdsmarkedet i kortere eller længere tid. Derfor er det sammen med AF og AMU, at Rose Poultry har sammensat forløbet. Det var de tillidsvalgte og ledelsens idé at lave Chicken Akademi, og fabrikschefen kan allerede nu se resultaterne. - Det er vores målsætning at få en bedre arbejdspladsfastholdelse og det er lykkes, fortæller Per Alan Jensen. Mere selektive I alt er 47 kursister startet på Chicken Academy, hvoraf 39 har gennemført det. Fra det første hold har der været et frafald på 25 procent i de 26 uger, de har været på virksomheden, men på hold to og tre er der endnu ingen af, som har sagt op efter, at det er blevet hverdag i produktionen. At frafaldet er blevet så meget mindre på de seneste hold kan fabrikschefen forklare. - I starten satte vi en ære i, at kursisterne blev. Nu siger vi, at det er ok, hvis de ikke kan komme i produktionen. Vi er blevet bedre til at selektere dem, der kommer i produktionen, forklarer Per Alan Jensen. - Vi finder ud af, om det er medarbejdere, der kan lide at være her, og om de har den rigtige holdning. Altså om de møder til tiden eller står med hænderne i lommen, tilføjer han. Kroner på bundlinjen Med flere medarbejdere, som bliver på arbejdspladsen, sparer virksomheden penge på oplæring, og samtidig er antallet af sygedage faldet. Per Alan Jensen mener, at det skyldes, at større indsigt blandt de nye medarbejdere giver større arbejdstilfredshed og et større ansvar for jobbet. - Det er direkte kroner på bundlinjen, og er målbart så det siger spar to, pointerer Per Alan Jensen. - Selve succesen er, at man skaber forståelse hos nye medarbejder og tager introduktionen alvorligt, tilføjer han. Bliver klædt på 37-årige Jesper Ertmann fra Pandrup er en af de nye kursister. Han henvendte sig selv til Rose Poultry for at få et arbejde, og blev henvist til Chicken Academy. - Det lød spændende. Det er en god måde at komme ind og lærer systemet at kende på, fortæller Jesper Ertmann. Det tiltalte ham, at man ikke bare bliver smidt ud i produktionen. - Man får baggrundsviden og bliver klædt på til det, siger Jesper Ertmann. Godt kammeratskab Efter en lille uges tid har han fået et godt indtryk af virksomheden. - Det går ikke op i kyllinger det hele. Der bliver tænkt på personalet og her er en god tone og gode kollegaer, fortæller Jesper Ertmann. De nye kursister er også allerede blevet rystet godt sammen. - Vi har et godt kammeratskab og ingen er bedre end andre. Vi hjælper hinanden, og giver også hinanden modspil, fortæller Jesper Ertmann. Han ser frem til arbejdet på fjerkræslagteriet. - Min største forventning er. at jeg får et fast arbejde. Det er målet, pointerer Jesper Ertmann.