Succes på ny scene

} DILETTANT: Sceneskiftet fra kroen til skolen gjorde ikke succesen mindre for Øland-dilettanterne, da de opførte stykket Jomfru fryds Banko. Til generalprøven om eftermiddagen var ikke færre end 50 mødt op i Ølands nye teatersal – skolens gymnastiksal. Til premieren om aftenen var tilskuertallet næsten oppe på 100, og de fik underholdning for alle pengene. Når Øland-dilettanterne går på scenen, er intet overladt til tilfældighederne. De ni aktører udfyldte til fulde deres roller, men alle har efterhånden også flere års erfaring udi skuespillets kunst. Jomfru Fryds Banko, en krimifarce i tre akter af Ernst Kronvold Frederiksen, førte tilhørerne ind på et plejehjem, hvor alt kunne ske - og skete. Alle morede sig kosteligt under den halvanden time lange forestilling. Formanden for Øland Beboerlaug, Mogens Chr. Wiese, takkede dilettanterne og instruktør Tove Thomsen for en flot indsats. Der var også ros til scenemester Bent Nielsen, der med sin faglige viden har været til stor hjælp. Ikke blot dilettanterne, men også Øland skoles elever kan nu glæde sig over en flot, ny scene, sagde Mogens Chr. Wiese. Efter forestillingen var beboerlauget vært ved en stor buffet i skolens bibliotek, og derefter spillede Peter Maler op til dans.