Succes snart slut?

AALBORG LUFTHAVN: I 2010 havde Aalborg Lufthavn en passagerfremgang på næsten 20 pct. Det vidner om meget godt om, at nordjyderne i øget grad udnytter de muligheder en regional lufthavn giver. Aalborg Lufthavn er således en nordjysk succeshistorie, som vi kan glæde os over og være stolte af. Desværre er der bare udsigt til, at den historie snart skal have tilføjet et meget dystert kapitel. Hvis S og SF kommer til magten efter næste valg, har de nemlig allerede nu garanteret at indføre en ekstra flyafgift på 75 kr. pr. afgang. For Aalborg Lufthavn kan det ikke undgå at få meget fatale konsekvenser. Lufthavnen vurderer selv, at der må forventes et tab i omsætning på 40 mio. kr. samt 20 pct. færre lavprispassagerer årligt. Konsekvenserne af den røde flyafgift bliver ikke kun alvorlige i Nordjylland. Også andre steder i landet råber lufthavnene vagt i gevær. Karup Lufthavn vurderer en nedskæring i medarbejderstaben på 30 pct. I Sønderborg vurderes det, at lufthavnen må lukke ved indførelse af disse nye flyafgifter, og Københavns Lufthavne vurderer, at flyafgiften vil flytte lufthavnen op som en af de dyreste i Europa. Jeg vil ikke se passivt til, mens S og SF afvikler Aalborg Lufthavn, som er en afgørende faktor for, at vi kan skabe vækst i Nordjylland. Derfor dette opråb med håb om, at nordjyderne - lige som jeg selv - vil sige "nej tak" til røde flyafgifter.