EMNER

Succesdage for idrætsforenings byfest

Ø. BRØNDERSLEV: Øster Brønderslev Idrætsforening kan notere succes ved dette års byfest. Sommerfesten har ikke alene trukket rigtig mange mennesker til byens stadion til hyggelige og sjove timer. Den giver også idrætsforeningen en pæn sum penge i kassen. Blandt andet fik tombolaen udsolgt af lodder søndag eftermiddag. Familiebankospillet søndag trak også fuld hus i teltet, og mange af deltagerne gik da også fra pladsen med rigtig flotte, og nyttige gevinster. Fredag aften stod den på rock og strip i teltet, og Morten Sørensen fra ØBI’s festudvalg oplyser, at der var cirka 300 mennesker samlet til den begivenhed. Børnearrangementerne har alle dage trukket rigtig mange børn i alle aldre til. Og lørdag cyklede tre friske fodboldpiger og -drenge fra idrætsforeningen penge hjem til en fællestur for klubbens fodboldbørn. Kasper Elgaard Hansen nåede at tilbagelægge hele 26 kilometer på den time sponsorløbet varede, og da han for hver kilometer trampede 137 kroner hjem, kunne han notere et resultat på 3.562 kroner. Også Sanne Christiansen og Mathilde Steen stillede op i børne-sponsorløbet, og børnene kørte tilsammen godt 5000 kroner hjem. Festudvalget havde i år udfordret børnene, og bedt dem lave en tegning med sommerfest som motiv. Hele 50 tegninger var indleveret ved fristens udløb. Og lørdag blev vinderen kåret. Kathrine Jeppesen vandt tegnekonkurrencen - og hendes værk kommer på forsiden af byfestprogrammet næste år. Festudvalget i ØBI er sammensat af Morten Sørensen, Asbjørn Christiansen, Mette Andersen og Lars Larsen. Men under alle festdagene har et stort antal frivillige hjælpere sørget for den praktiske afvikling af aktiviteterne.