EMNER

Succesdesigner går nye veje

Designduoen munthe plus simonsen er blevet én kvinde fattigere, efter at Naja Munthe har købt Karen Simonsen ud af deres fælles virksomhed.

Karen Simonsen, designer, vil fremover stå på egne ben. Foto: Michael Langhoff/Polfoto

Karen Simonsen, designer, vil fremover stå på egne ben. Foto: Michael Langhoff/Polfoto

Men Karen Simonsen har længe haft et ønske om at gå solo: - Jeg har i længere tid arbejdet på en løsning, der kan opfylde min drøm om at stå på egne ben, siger Karen Simonsen til epn.dk. Hun afslører, at hun er på vej til at lancere et brand i sit eget navn. Mærket bliver udviklet i samarbejde flere andre danske modefolk. - Jeg forventer at kunne offentliggøre dette nye spændende projekt sidst på året, lyder det fra Karen Simonsen. I mellemtiden fortsætter hun sit engagement i modebranchen, blandt andet i bestyrelsen for Danish Fashion Institute, som medlem af Bevillingsudvalget i Udenrigsministeriet og som mentor for nye designere i Fashion Accelerator. Om bruddet med det 15 år gamle firma siger Karen Simonsen i en pressemeddelelse: - Mit liv i munthe plus simonsen har været fantastisk, og mit samarbejde med Naja Munthe har været unikt og enestående. Tiden er kommet til, at jeg har lyst til nye udfordringer, og jeg har derfor valgt at sælge min aktiepost til Naja. Jeg er sikker på, at Naja vil videreføre munthe plus simonsens succes og fremadrettet drive en sund og stabil forretning. Munthe plus simonsen var i midten af 1990'erne nogle af de første deltagere i det danske modeeventyr, der siden har vokset sig større og større. Virksomheden realiserede en hel generation af kvinders drømme om et liv som bohemer, men da kunderne havde fået nok af pels, perler og skindmokkasiner, stod duoen pludselig på bar bund. I begyndelsen af 2006 gik munthe plus simonsen derfor i betalingsstandsning med et minus på 7,6 millioner i pengekassen, men der gik dog ikke mere end et år, før virksomheden var tilbage med sorte tal på bundlinjen. Og i dag melder tøjproducenten om positive forventninger til de kommende år. Naja Munthe har købt Karen Simonsen ud og regner med at køre forretningen videre sammen med den øvrige ledelse.