Succesfuld integration stopper

Det er usikkert, om det succesfulde integrationsprojekt i Klokkerholm kan fortsætte

KLOKKERHOLM:Sidste skoledag nærmer sig for fire afghanske kvinder i Klokkerholm. Siden februar har kvinderne fulgt et projekt på Klokkerholm Skole, der kombinerer sprogundervisning med en større forståelse for det lokalsamfund, de bor i. Projektet har været en succes, fordi kvinderne på kort tid har fået hul på den sprogbyld, der har vokset sig stor i de to til tre år, de har boet i Danmark. - Nu har de opdaget, at de godt kan. De har fået selvtillid, siger Susan Jacobsen, der har undervist kvinderne. Hun forklarer, at den undervisning, de har fået inden projektet, har været karakteristisk ved store klasser og for store afstande mellem de enkeltes sprogniveauer. - Det har bidraget til en selvopfattelse, at de ikke kan noget, fordi de ikke er blevet mødt der, hvor de er, forklarer hun. Susan Jacobsen mener, at den lille klasse på bare fire kvinder, og det faktum at undervisningen er foregået i det miljø, hvor kvinderne bor, er hovedårsagen til succesen. - Det er utrolig vigtigt, at det er befordrende for hele deres familieliv, siger hun. Når klokken ringer ud sidste skoledag 18. juni, udløber projektet. Den støttegruppe i Klokkerholm, der satte projektet i gang har søgt Integrationsministeriet om midler til at fortsætte endnu halvandet år. Formanden for gruppen Åse Maribo fornemmer tydeligt, at kvinderne gerne vil blive på Klokkerholm Skole. - De spørger hele tiden, om de ikke kan fortsætte efter sommerferien, siger hun. Hvis midlerne ikke bliver frigivet, er hun nervøs for, at kvinderne ryger tilbage i den normale integrationspraksis igen. Borgmester Mikael Klitgaard (V) er nu ikke nervøs. Han er sikker på at Integrationsministeriet nok skal punge ud. Selv er han tilbageholdende med at love, hvad der ellers vil ske. - Vi har ret mange penge til integration. Jeg synes, at vi skal tage de erfaringer, som vi har fået fra projektet og se, om vi kan lære noget af det, siger han Han afviser ikke, at kvinderne kan få lov at fortsætte i Klokkerholm, men beslutningen kan først træffes til august. Før den er på plads, må kvinderne tilbage til de tilbud, som AOF giver. I støttegruppen vil de gøre alt for at undgå dette. Derfor forsøger Åse Maribo at overføre nogle overskydende midler fra projektet til en opstartsperiode efter sommerferien. Pengene er givet til det indeværende skoleår, men hun håber, at de må bruge resten efter sommerferien, så kvinderne kan få et sammenhængende undervisningsforløb.