Succesfuld kajakroer tror på fire EM-medaljer

Fire finaler kan give fire medaljer, hvis alt går som René Holten Poulsen håber. De første to kan komme lørdag

René Holten Poulsen. Foto: Jens Dresling/POLFOTO/arkiv
1. maj 2015 19:33 - Opdateret 1. maj 2015 19:47

Kajakroeren René Holten Poulsen er med i fire finaler ved EM i tjekkiske Racice, og danskeren tror på, at alle fire finaler kan ende med metal.

Det siger han i en pressemeddelelse, efter han fredag roede sig i finalen i henholdsvis 1000 meter i både ener- og toerkajak samt enerkajak på den halve distance. Derudover er han også med i 5000 meter finalen.

- Jeg forventer, at det bliver til mellem to og fire medaljer ved dette EM. På 1000 meter står det nok mellem mig og to andre. På 500 meter er vi to, der er favoritter.

- Det er svært at vurdere, hvor vi ligger i K2-feltet (1000 meter toerkajak, red.), for jeg sparede mig i indledende heat, hvor Nils Boe måtte arbejde lidt hårdere.

- Vinden skiftede mellem de to heat, så vores heat var langsommere og er ikke til at sammenligne med heatet før, siger René Holten Poulsen.

Hans fire finaler er placeret med to finaler lørdag og to finaler søndag.

- Jeg tror ikke, der er så meget, jeg kan forbedre, så i morgen glæder jeg mig til at fyre den af hele vejen i begge finaler, siger roeren.

Lørdag skal René Holten Poulsen ro 1000 meter klokken 9.26 i enerkajak, mens han sammen med Nils Boe ror samme distance i toerkajak klokken 10.30.

Søndag klokken 9.25 gælder det 500 meter enerkajak. Den distance bliver ganget med 10 søndag klokken 15.52, når han begiver sig ud på 5000 meteren.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...