Succesoplevelse knust kort før tid

FIK kom på tavlen men snublede i den forlængede spilletid

Ishockey 30. september 2002 08:00

Frederikshavn IK Herning IK 4-5 ISHOCKEY, ISLIGAEN FREDERIKSHAVN: Det lignede længe en tiltrængt succes for ishockeyspillerne fra FIK, men sølle tre sekunder før udløbet af den forlængede spilletid gav Herning IK's Dan Jensen nordjyderne endnu et slag oveni, da han udnyttede en hurtig kontra til at passere en ellers velspillende Kenneth Jensen i FIK-målet til 4-5. - Vi havde indstillet os på straffeslag, og allerede to minutter før udløbet af Sudden Victory havde vi fundet de fem skytter, der skulle skyde straffeslagene. Desværre fik vi aldrig brug for dem, sagde en tydeligt skuffet FIK-træner, Henrik Christiansen, efter sæsonens fjerde nederlag. Et lys i mørket for FIK var det dog, at søndagens forsøg gav et point i udbytte, og dermed er holdet på tavlen i Isligaen. I FIK har ledelsen i denne sæson valgt at køre med et skrabet budget til spillerlønninger, og reelt mangler der en hel A-kæde fra sidste sæson. Det skal og vil blive mærkbart, og kun hvis de rutinerede kræfter leverer fighten i hver eneste kamp, kan FIK forvente point. Mod Herning IK var der helt andre takter end i premieren hjemme mod Rødovre for to uger siden, og især første og tredje periode var ganske opløftende for nordjyderne. Nu var Herning IK også en forholdsvis tilforladelig modstander, og med ni sejre i de seneste 12 indbyrdes opgør havde FIK også statistikken på deres side. Om det var derfor, eller fordi Lars Mølgaard som et taktisk fif var sendt ned i B-kæden, skal vi lade være usagt, men i hvert fald brillerede landsholdsangriberen med to scoringer til 2-0 på forarbejde af henholdsvis Mike Grey og Radim Piroutek. Godt powerplay Begge mål blev scoret i powerplay, og det samme sørgede backen Tomi Jokinen for i tredje periode, da han sendte et perfekt slagskud ind til 4-3. I det hele taget fungerede FIK's spil i overtal langt bedre end tidligere, og på den positive side hører også, at den normale anden-keeper, Kenneth Jensen, vogtede målet glimrende i hele kampen og dermed holdt den svenske kapacitet Johan Westermark på bænken. I flere situationer agerede Kenneth Jensen levende plankeværk og reddede utroligt, men i anden periode måtte han give op over for først et mål i powerplay og derpå en scoring, der blev rettet af med skøjten tæt under mål. Anden periode blev skæmmet af alt for mange udvisninger. Dels fordi begge hold spillede mere med musklerne end med den indvendige side af hovedet, og dels fordi hoveddommer Brian Janum fandt på at sende spillere til udvisning for små petitesser. Det resulterede i en meget svingende periode, hvor FIK's tynde mandskab blev ramt hårdest af de mange udvisninger. - Vi tabte reelt slaget i anden periode, hvor udvisningerne haglede ned over begge hold, men hvor vi gik ned på det. Samtidig fik Herning et par heldige scoringer, der var med til at vende kampen, sagde FIK-træneren, der håber på tålmodighed hele vejen rundt med FIK i denne sæson. - Med et point har vi dog noget at køre videre med til lokalopgøret i Aalborg på torsdag, men vi har meget at lære i denne turnering, lød det fra Henrik Christiansen. Kampfakta: Periodecifre: 2-0, 0-2, 2-2, 0-1. Mål: 8.33, 1-0 Lars Mølgaard ass. Mike Grey (5-4 spil), 13.33, 2-0 Lars Mølgaard ass. Radim Piroutek (5-4 spil), 30.41, 2-1 Randy Perry ass. Dan Jensen (4-3 spil), 38.08, 2-2 Daniel K. Nielsen uass., 41.13, 3-2 Anders Thomsen ass. Lars Mølgaard, 49.43, 3-3 Timo Koskela ass. Mikko Suvanto, 42.23, 4-3 Tomi Jokinen ass. Mike Greu (5-4 spil), 54.20, 4-4 Jesper Albæk ass., Christoffer Kjærgaard, 64.56, 4-5 Dan Jensen ass. Mikko Suvanto. Udvisninger: FIK: 12x2 min. Herning IK: 1x10 min. (Mikko Suvanto), 11x2 min. Dommer: Brian Janum Tilskuere: 714.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...