Succesrig harmonikadue er klar med cd nummer to

Harmonikaduo bliver til en trio

BRØNDERSLEV:Kristian Rusbjerg fra Brønderslev er med i Skandinaviens mest succesfulde harmonikatrio nogensinde. Den unge lokale harmonika-duo - Kristian & Jesper - fik i fjor stor succes med deres debutalbum: "Harmonika træffere". Albummet opnåede en fjerdeplads på Danmarks officielle hitliste, en guldplade og er nu solgt i nærved 35.000 eksemplarer - et resultat, der taler for sig selv. Nu følges succesen op med cd'en, som naturligt nok hedder: "Harmonika træffere II". Den udkommer mandag. Duoen udvides i samme åndedrag til en trio. - Den kommer til at hedde Kristian, Jesper & Jens Peter. Jens Peter Nielsen har - ligesom Kristian Rusbjerg og Jesper Møller Christensen - spillet harmonika siden barndommen og vundet flere danmarksmesterskaber. Han kommer fra Ebeltoft, men er nu bosat nær Århus. - Jens Peter Nielsen er i modsætning til os en teoretiker - og det inspirerer Jesper og mig meget, fortæller Kristian Rusbjerg og fortsætter: - Og så er der også lige den praktiske fordel, at vi med tre "spillere på banen" stort set altid er sikre på, at mindst to af os har tid til at tage ud og give koncerter. For harmonikaspillerne har været særdeles eftertragtede det sidste års tid. Men desværre har det ikke altid været muligt at komme ud at spille, da der også er civile jobs at passe ved siden af den hobby, som nu går mere og mere i retning af at blive en egentlig karriere. - Det varmer at se, at disse venlige og utroligt dygtige unge mennesker har gjort det så godt. Altid har de været helt nede på jorden og aldrig frembrusende. Jeg er stolt af dem, udtaler Børge Eriksen, formand for Hirtshals Harmonikaklub. Mange harmonikaspillere har mærket den øgede interesse for og accept af harmonikamusikken, der kom i kølvandet på udgivelsen af Kristian & Jespers cd sidste år - også som resultat af den opmærksomhed, der blev vist for det i pressen. Så en opfølger hilses velkommen. Mogens Bækgaard, som er arrangør af Jyderup Harmonikatræf, fortæller, at mange, også uden for harmonikakredse, har fået øjnene op for harmonikamusikken. - Det vil vi nok for alvor mærke om nogle år, når endnu flere begynder at melde sig til vores træf, slutter Mogens Bækgård, som hvert år samler over 6000 mennesker til træf i Jyderup på Sjælland.