Sudan-forhandlinger i Chad

Fredsprocessen i Sudan er i fare

NDJAMENA:De stridende parter i Sudan mødtes i går i nabolandet Chad, hvor de indirekte diskuterede den blodige konflikt, der i den seneste tid er eskaleret i den vestlige Dafur-region, oplyser det franske nyhedsbureau AFP. Det var mæglere fra Chad, ledet af udenrigsminister Nagoum Yamassoum, der mødtes med repræsentanter fra rebelske Sudans Befrielsesbevægelse (SLM) og Bevægelsen for Retfærdighed og Lighed (MJE). Lederen af Sudans islamistiske oppositionsgruppe Folkelig Kongres (PC), Hassan al-Turabi, blev anholdt tidligere på dagen i hovedstaden Khartoum. Det skete med henvisning til, at han skal have haft forbindelse med officerer fra Darfur-regionen, der angiveligt forberedte et kupforsøg. Den arabiske tv-station al-Jazeera citerede al-Turabis kone for, at "mange sikkerhedsfolk" omringede deres hus og anholdt oppositionslederen. Hun tilføjede, at flere andre medlemmer af PC også er blevet anholdt. Anholdelsen skete kort efter, at 10 officerer i Sudans hær blev anholdt på grund af mistanke om, at de var involveret i et militært kupforsøg, som øjensynligt havde forbindelser til en igangværende væbnet konflikt i Dafur-regionen i den vestlige del af landet, sagde en kilde tæt på regeringen tirsdag. Officererne menes ligeledes at tilhøre PC. I en udtalelse til det franske nyhedsbureau AFP sagde en talsmand for Folkelig Kongres, at de sudanske myndigheder har fundet på historien om kupforsøget for at bruge det som undskyldning til at opløse al-Turabis parti. Al-Turabi, der var Sudans øverste muslimske leder under præsident Omar al-Beshirs styre, blev i oktober 2003 løsladt efter tre år i husarrest. Næstformanden i PC, Abdullah Hassan Ahmed, blev hentet af sikkerhedspolitiet søndag aften og fik at vide, at flere civile ligeledes deltog i det påståede kupforsøg, hed det i en erklæring fra partiet. Sudan har i forvejen gennem årtier været hærget af konflikt i den sydlige del af landet, hvor kristne og såkaldte animister (folk, som tillægger dyr og ting gudelige egenskaber) er i overtal. Der var ellers udsigt til fred i Sudan, da regeringen og landets oprørsbevægelse indgik en aftale i januar 2004 om en deling af store indtægter fra olieeksport. Aftalen ventedes at sætte en stopper for en 20 år lang og kompliceret konflikt om olie, etniske spørgsmål og ideologi. Sudan er Afrikas største land, og tjener over 14 milliarder kroner på olie årligt, men langt størstedelen af landets 30 millioner indbyggere lever i fattigdom. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) fik tirsdag tilsagn fra Folketingets Udenrigspolitiske Nævn til at sende 45 soldater til Sydsudan, hvis der indgås en fredsaftale i denne region. Men lige nu overskygger den optrappede konflikt i Darfur mod vest alt. Internationale eksperter advarer om, at regeringens hårde fremfærd i Darfur kan undergrave den skrøbelige fredsproces i Sydsudan, hvor der har været krig i 20 år. /ritzau/AFP