Udland

Sudans præsident: Alle politiske fanger skal sættes fri

Sudans præsident vil løslade alle politiske fanger i landet i håb om at forbedre forholdet til Sydsudan.

Sudans præsident: Alle politiske fanger skal sættes fri

Sudans præsident, Omar al-Bashir, vil frigive alle politiske fanger i landet i et forsøg på at forbedre forholdet til naboen Sydsudan.

- I dag annoncerer vi en beslutning om at løslade alle politiske fanger og genoptage dialogen med alle politiske kræfter, sagde Omar al-Bashir i sin åbningstale i parlamentet mandag.

- Vi bekræfter, at vi vil fortsætte vores kommunikation med alle politiske og sociale kræfter uden at udelukke nogen, herunder dem som er bevæbnet, i en national dialog, som vil bidrage til en løsning på alle problemer, sagde præsidenten.

Det er håbet, at frigivelsen af de politiske fanger vil tø landets kolde forhold til staten Sydsudan lidt op.

Siden Sydsudan den 9. juli 2011 løsrev sig fra Sudan og blev selvstændig har forholdet mellem de to lande været anstrengt, idet flere vigtige stridspunkter ikke blev løst ved delingen.

Blandt andet stod tvister om grænsedragninger og spørgsmålet om fordelingen af olieindtægter uløst hen. Sydsudan producerer 350.000 tønder olie om dagen.

De to lande har i lang tid forhandlet om de mange uafklarede spørgsmål i Addis Abeba i Etiopien med Den Afrikanske Union som mægler.

De to nabolande udgjorde tilsammen det største land i Afrika.

Sydsudanske oprørere kæmpede i over to årtier mod regeringen i det overvejende muslimske, arabisktalende nordlige Sudan, indtil den blodige borgerkrig blev afsluttet i 2005.

Omkring to millioner mennesker blev dræbt i borgerkrigen mellem nord og syd, der blandt andet handlede om ideologi, etnicitet, religion og olie.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.