Sudans premierminister slipper uskadt fra attentatforsøg

Abdalla Hamdok, der leder Sudan efter Omar al-Bashirs fald sidste år, har overlevet attentatforsøg.

Abdalla Hamdok har overtaget styringen i Sudan, efter at præsident Omar al-Bashir, der ledede landet igennem næsten 27 år, blev afsat i april sidste år. (Arkivfoto)

Abdalla Hamdok har overtaget styringen i Sudan, efter at præsident Omar al-Bashir, der ledede landet igennem næsten 27 år, blev afsat i april sidste år. (Arkivfoto)

KHARTOUM:Sudans premierminister, Abdalla Hamdok, har mandag morgen overlevet et formodet attentatforsøg i den sudanske hovedstad, Khartoum.

Det oplyser premierministerens toprådgiver, Ali Bakhit.

- Premierminister Abdalla Hamdok overlevede et angreb rettet mod den bilkolonne, som han kørte i. Gud være lovet, så kom ingen til skade, siger Ali Bakhit til det franske nyhedsbureau AFP.

Den 64-årige premierminister var i en bilkolonne angiveligt på vej mod den centrale del af hovedstaden, hvor hans kontor ligger.

Ifølge øjenvidner skete attentatforsøget nær Kober-broen i den nordøstlige del af Khartoum. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet skal være sket fra luften, oplyser øjenvidner desuden. Det vides dog ikke præcis, hvad der er sket.

Ifølge den statslige radio blev bilkolonnen både ramt af skud og tungere skyts. Ifølge det statslige tv var der tale om en bilbombe.

- Jeg så eksplosionen og angrebet. Angrebet kom fra en høj bygning, lyder det fra et øjenvidne ifølge Reuters.

Abdalla Hamdok har selv reageret på det formodede attentatforsøg.

- Jeg vil gerne forsikre det sudanske folk om, at jeg er i sikkerhed og har det godt. Dagens hændelse vil ikke stå i vejen for vores reformer. Det vil i stedet betyde endnu et skub mod forandring i Sudan, skriver han på Twitter.

Hamdok har overtaget styringen i Sudan, efter at tidligere præsident Omar al-Bashir blev afsat sidste år.

Hamdok er udpeget af et særligt råd bestående af seks civile medlemmer og fem militære ledere. Han skal stå i spidsen for en treårig overgang til civilt styre efter Omar al-Bashirs langvarige militære styre.

Hamdok er ifølge britiske BBC en respekteret økonom i FN-regi. Han har gjort det til en af sine topprioriteter at rette op på Sudans økonomi.

Den tidligere præsident Omar al-Bashir stod som oberst i 1989 i spidsen for et islamistisk støttet militærkup, der væltede premierminister Sadiq al-Mahdi.

Fra at have været leder af Det Revolutionære Kommandoråd blev Bashir i oktober 1993 indsat som Sudans præsident.

Han blev væltet for knap et år siden - i april 2019.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.