Sukker og kanel?

Lil­ly og Otto Jep­pe­sen i Brøn­der­slev er fra det ægte grønlangkålsbælte i Vend­sys­sel. foto: pe­ter lang­kil­de

Lil­ly og Otto Jep­pe­sen i Brøn­der­slev er fra det ægte grønlangkålsbælte i Vend­sys­sel. foto: pe­ter lang­kil­de

Hvis grønlangkål var en kriminalhistorie, måtte Rejseholdet indkaldes. Magen til indviklet lokalkolorit skal man lede længe efter, men da der faktisk ikke findes en facitliste, er der frit slag for fortolkninger. Så skal vi ikke blot kaste os ud i denne vendelbospise, der ikke - ABSOLUT IKKE - må forveksles med den sønderjyske søbemad af samme navn. Lad os besøge Lilly og Otto Jeppesen i Brønderslev. Midt i 70’erne er de, fra henholdsvis Vendsyssels Hjerte og Pajhede, der er én af landets naturperler, og ligger mellem Jerslev, Østervrå og Hellum. Det geografiske er nemlig vigtigt, for der var et grønlangkålsbælte - som nu nærmest er blevet nationalt udbredt. Det begyndte oppe omkring Lønstrup, gik sydøst over og endte omkring Dronninglund. Med afstikkere til Aabybro på den anden side af Store Vildmose. Løkken, Tversted og østkysten var for eksempel ikke med. Mod vest ligger fulling-bæltet, som er en anden egnsret, og begynder omkring Børglum, og går sydvest ned mod Kaas. Vi skal ikke her komme nærmere ind på denne ret, som er meget speciel. Meget. Så lad os nu gå over til ægteparret: - Når vi var færdige med at malke, fodre og rense spandene om morgenen, fik vi kål. Jeg har engang fået kål fire gange på et døgn, fortæller Otto, der dog den dag i dag absolut ikke har fået nok. Kålen havde sin begyndelse juleaftensdag til frokost, og skulle så strække til helligtrekonger. Den blev opbevaret ude i poser, hvis det var frost, eller i en kold kælder. - Det med frosten gælder også i dag, men kålen bliver nemmere at fryse ned, hvis den er kogt i svinesuppe. Så holder den sig bedre, og den er også nemmere at have med at gøre, er Lillys mening om dén sag. Nå, da da. Jamen, svinesuppe. Hos din skrivende koger vi i saltet vand, og tilsætte så siden andefedt samt naturligvis fløde. Og hos andre er kodeordet suppe fra kogningen af lammerullepølse det foretrukne til at koge kålen i. Så er der de andre store spørgsmål, nemlig sukker og kanel, som vi også må nævne de brunede kartofler, og hvornår den stegte medister kom ind i billedet. - Det med kartoflerne, kan vi ikke huske, vi fik det ikke som børn, men i Pajhede fik vi allerede i min barndom sukker og kanel. Men helst kun sukker, forklarer Lilly, der også bruger det gamle fif med at putte lidt natron i kålen. Det neutraliserer i maven, og giver en knap så stor gennemgang. Lilly er sikker i sin sag, og Otto kan daterer den stegte medister, som før var kold kogt medister, til mellem 1950 og 1960’erne. Sukker og kanel er stadig ét af de helt store spørgsmål ved en vendsysselsk julefrokost. Hér skilles vandene, men den almindelig mening er, at skikken kommer fra ”barbarene” i randområdernes trang til stuvet hvidkål i julen. I vore dage sker der også lidt nyt. Hamburgryggen er kommet til, og den kolde, kogte flæsk er på retur. Men kålen, den består.