Skolevæsen

Sukker-sangeren

Dette er en fortælling om kærlighed, venskab, rakkerliv og spilleglæde, men også om en af danmarkshistoriens største musikalske succeser, der tog sin begyndelse i Hurup, da Johnny Hansen greb guitaren og dannede et festband

Succesen er til at få øje på. Væggene i arbejdsværelset på villavejen her i udkanten af Hurup er tapetseret med musikalske anerkendelser. Bag computerskærmen sidder Johnny Hansen ¿ eller mr. Kandis, om man vil. Entertaineren drejer rundt i den sorte læderstol og byder smilende velkommen, som han også gjorde det forleden, da vi mødtes til orkestrets årlige fan-fest på Pejsegården i Brædstrup. Over 3000 medlemmer har fanklubben registret. Knap 700 var mødt op til fællesspisning og selskabslege på en søndag i den bedste sendetid. Mange af dem købte en netop udgivet bog om heltene, der på dagen blev signeret af forsangeren selv. Langt de fleste kom dog først og fremmest for at danse efteråret ind i festligt lag. For fest bliver der, når Johnny fra Hurup og hans tre lystige svende spiller op til bal på kroer, i forsamlingshuse og til grande halballer, hvor sveden hagler ned over familien Danmark, der for en stund skubber hverdagens trængsler i baggrunden. Over tre millioner mennesker har på spillesteder såvel inden- som udenfor rigets grænser ladet sig føre gennem et bredt udbud af sukkersøde musikalske toner, siden Kandis iført blå silkeskjorter entrede scenen på Hotel Phønix i Thisted klokken 21.00 den fjerde dag i januar 1989 og indledte eventyret. Og at tale om et ¿eventyr¿ er næppe helt overdrevet, for mange af lytterne nøjes ikke med live-musikken. Kandis har således sendt et pænt stykke over halvanden million plader og cd-udgivelser på gaden og dermed sikret bandstifter Johnny Hansens økonomiske fundament i en sådan grad, at han med dags varsel kan trække sig tilbage fra det hæsblæsende turne liv ¿ med over 200 årlige koncerter ¿ og læne sig tilbage i læderstolen kun afbrudt af et spil golf på den lokale green. Men bare rolig kære Kandis-elsker, sådan spiller klaveret ikke. ¿ Det er mit liv at spille musik. Jeg elsker at stå på scenen med et bølgende hav af glade mennesker foran mig, fastslår Johnny Hansen og ligner en ærlig thybo, mens han fortæller om lykken ved at være musiker, og rejsen han skal gøre i et feststemt univers hen over weekenden. For nok skinner efterårssolen. Og nok er det fredag. Danmarks familieaften med tid til en dans for de kendte på en af landets fjernsynskanaler. Men familiefar Johnny har helt andre planer. Han skal have andre mere anonyme danskere ud på dansegulvet. Rakkerlivet Derfor hænger den nystrøgne hvide skjorte og det sorte jakkesæt, der følger ham i tykt og tyndt, da også helt klar i bryggerset. Om få timer, når hans egen familie begynder at komme hjem fra skole og arbejde for at holde fri, er han dampet mod Lolland for at passe sin metie. I morgen formiddag vågner bandbossen så i en hotelseng i Ringsted og drager videre mod Ejby på Fyn. Først når festen slutter ud på natten til søndag, sættes kursen atter mod hjemstavnen. ¿ Jeg er tilbage i Hurup søndag morgen. Det er helt normalt for denne årstid. Det er lavsæson, griner han og beretter om de lyse sommerdage, hvor han spiller nær i døgndrift i månedsvis. ¿ I de perioder kan jeg ikke lave andet. Jeg har knap nok tid til at være far og ægtemand, erkender Johnny Hansen, der til gengæld tager revanche og får vendt døgnrytmen og hverdagen til en mere normal gænge, når efteråret banker på. Og sådan har det været siden dag ét i showbizz. Sådan er han opdraget af sin far, Bjørn, der med sit eget orkester, Bjørn & Okay ¿ navnet Okay stammer i øvrigt fra en lokal tøjmand ¿ den dag i dag endnu huserer på de samme musikalske scener som sønnen. Johnny er ligeledes opdraget til at gøre tingene ordentligt. Spiller med far for hyggens skyld ¿ Det nytter ikke at tude over vilkårene i branchen. Selvfølgelig kan det da være fristende at sætte tempoet ned i min alder, men jeg vil så nødigt skuffe alle de søde mennesker, der gerne vil høre os spille. Desuden har jeg altid været af den overbevisning, at jo flere jobs man spiller, desto flere kommer der til, siger 42-årige Johnny, der udover at spille i Kandis også tager en tørn sammen med far Bjørn ved sjældne lejligheder. Så fyrer de to op under halballer i grande klassen, hvor festen kører for fuld skrue nonstop i timevis. ¿ Det er mest for hyggens skyld, jeg spiller med min far, forklarer sønnen, der voksede op med musik i blodet. Alligevel skulle han nu have sig en uddannelse at falde tilbage på, sagde hans mor. Elektriker blev han derfor efter årene på den lokale folkeskole. Forinden havde han mødt sit livs kærlighed, Helle, ude i Vestervig. Fortsættes næste side ¿ Det var på sidste skoledag. Hun stod i bagerbutikken og så sød ud. Vi var inde og hente øl flere gange, fortæller Johnny kærligt om kvinden, moderen til hans to døtre, der siden har fulgt ham i tykt og tyndt. ¿ I dag er hun også min bedste ven, fastslår han og forsøger ikke at skjule, at Helle og byen Hurup er fundamentet i hans liv. Venskab og ærlighed ¿ Vi forsøgte engang at flytte til Aalborg, men vi savnede ret hurtigt Hurup. Her kender vi folk, og bilen kan man smide stort set hvor som helst, når der skal handles ind. Naturen er også et stort plus. 12 kilometer og vi bliver blæst igennem ved Vesterhavet ude ved Agger. Mod øst ligger fjorden, forklarer Johnny Hansen, der også trækker frisk luft på den lokale golfbane, hvor han gør sig med et handicap på 34 og en halv. Fisker og jæger er han derimod slet ikke. ¿ Herude er man fuldstændig ligeglad med, at jeg hedder Johnny Hansen, har succes med min musik og tjener penge. Det er andre værdier som venskab, nøjsomhed og ærlighed, der tæller, understreger han, som nu hverken er aktiv i bestyrelsen i rideklubben eller henne på pigernes skole. ¿ Jeg lever på mange måder et underligt liv og er på landevejen rigtigt mange dage om året i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland. Det er svært at passe noget som helst fast her i hverdagen, konstaterer mr. Kandis, der holder af at sætte kurs mod Thy-landet, hver eneste gang han har været på farten. I Hurup var det, at han begyndte at spille John Mogensen og de andre danske popslagere på guitaren. Fra barnsben øvede han, så da der stod et band i Thisted og manglede en mand, mødte Johnny op. Vi skriver september 1983. ¿ Jeg var 18 år og passede min uddannelse som elektriker ved siden af. Men musikken trak mere og mere i den unge mand. ¿ Det var jo sjovt at køre rundt i landet og spille for en masse glade folk. Man møder hele tiden nye mennesker, om man spiller op til dans i hallerne, på kroerne eller på torvet i Køge. Man lever, når man står oppe på scenen og ballet kører. Det er en fed fornemmelse, som driver mig den dag i dag. Jeg er født ind i det her cirkus og kunne ikke forestille mig at lave andet resten af livet. Selvfølgelig kan det være hårdt at komme ud af døren, men når først jeg står derude, og grejet er stillet op, så ved jeg, at jeg er det rette sted. Men det rette sted er ikke i København, for her spiller Kandis ikke nærmere Rådhuspladsen end Hvidovre og Rødovre. Københavnerne har nemlig ikke rigtigt taget ¿sukkerdrengene¿ til hjerterne. ¿ Vi er ikke finkulturelle nok og har da ofte følt, at mange i hovedstaden ser ned på os. Danmarks Radio gider os heller ikke rigtigt, fordi de folk, der lever deres liv på in cafeer til intim koncerter og store pop og rockkoncerter i Parken med udenlandske verdensnavne, ikke interesserer sig for vores musik. Og slet ikke for vort publikum. Disse såkaldte ¿smagsdommere¿ bestemmer desværre ofte, hvad danskerne skal høre. Men jeg forstår ikke, at tingene skal være så sort-hvide. Jeg mener, der er plads til os alle - og at man skal respektere ethvert menneske, der vil lytte med, om det så er til rock, pop eller folkemusik. At det ikke forholder sådan i virkelighedens verden, ved Johnny Hansen udmærket. Derfor har han heller aldrig rigtigt ladet sig slå ud af den grund. ¿ Vi er stolte af at synge om dagligdagens små og store glæder. Krigen i Irak og epidemierne i Afrika hører ikke til vort repertoire. Sådan er det bare. Men dermed er det jo ikke sagt, at jeg ikke selv har en mening om Danmarks tilstedeværelse i en krigszone eller den politiske dagsorden herhjemme. Jeg har blot lært at synge og ellers holde kæft, for der kommer sjældent noget godt ud af at blande politik og underholdning, mener Johnny Hansen, der for at følge med i verdens gang har Jyllands-Posten, Thisted Dagblad og Nordjyske Stiftstidende liggende på det ellers så ryddelige køkkenbord. Ingen vej uden om hårdt arbejde ¿ Vi er et band fra Vestjylland, der har kæmpet os til succes. Jeg har ondt af de unge fra programmer som Popstars eller Stjerne For En Aften, der bliver kastet hovedkulds ind i en barsk branche, hvor de ofte brænder fingrene, fordi de ikke er indstillet på at udføre det hårde arbejde. Det er Johnny Hansen. ¿ Man skal være ordentlig som musiker og starte underholdningen til tiden. Man skal heller ikke stå og hælde bajere ned hele aftenen, for overblikket over festen skal bevares. Det duer ikke, at det hele skrider, fordi sprutten løber ind, siger den livsglade familiefar fra Hurup, der udover musikken og familien holder meget af god mad og gode venner. Det at være i festligt lag passer ham. Derimod passer det ham ikke at skrive egne tekster. Den slags har han rimsmede til. Fordi jeg har ikke selv tålmodigheden, svarer Johnny Hansen, der dog ofte får en ide og afleverer en række ord til en sangskriver, mens han selv skaber toner. Fortsættes næste side ¿ Vi musikere stirrer os ofte blinde på et bestemt rif, erkender Johnny Hansen, der festaften efter festaften spiller 60-70 numre uden på forhånd planlagte sætlister. Taffelmusik, fællessang og dansetrin lyder menuen, der samler fyldte huse over det ganske land. Ja, der er dem, der skal have deres ugentlige dosis. Folk, der følger Kandis fra kro til kro ¿ fra hal til hal. Og som på Pejsegården i Brædstrup vil flere af dem gerne meget tæt på idolet. ¿ Ja, jeg har da haft en kvinde rendende rundt her i byen, der ville opsøge mig, siger Johnny Hansen om bagsiden af kendis-livet. ¿ Jeg er jo både cirkusklovn, showmand, bandleder og festdirigent i landets mindste flækker, hvor vi ved at spille i de lokale idrætsforeninger er med til at sikre en del penge til den danske ungdom, siger han ikke uden en vis stolthed i stemmen. At holde balancen Desværre bliver tonen ude blandt ¿folket¿ mere rå i disse år, når natten skrider frem, oplever Johnny Hansen. ¿ Egoismen trives i bedste velgående rundt omkring, siger den mand, der de senere år også har oplevet et generationsskifte med nye unge kræfter i forenings- og kulturlivet, hvor de sætter deres præg. ¿ Vi skal være på toppen hver gang, ellers skifter de os bare ud med et andet band. Vi skal være friske, oplagte og ikke for kåde. Det er en balance hver aften foran et nyt publikum. Her i Vestjylland spiller vi masser af Kandis-musik, for at folk skal hygge sig. Men jo længere vi rykker mod øst, desto mere 60`musik skal der til for at skabe en fest. Det handler om talent og erfaring at skabe den, siger Johnny Hansen, hvis evner netop i den retning har ført ham til de højere musikalske luftlag og op i adskillige privatflyvere for at nå rettidigt frem. Han har ligeledes været omme på den anden side af jorden, oppe på indlandsisen i Grønland og på direkte tv for at synge, spille og hente sine priser. Og han har masser af år foran sig som dansemester, siger han, der gerne ville gøre det hele om igen. Også førstepladserne en masse på Dansktoppen og Charlie-kanalen. ¿ Mit liv er et eventyr, fastslår han og beskriver i samme åndedrag vinkælderen, der bliver næste knopskydning på matriklen i Hurup.