Sulten efter dansk mad

Stegt flæsk er atter en populær ret på menukortet

BIERSTED:Fra morgenstunden er der travlhed i køkkenet på Biersted Kro, hvor Else-Marie Nielsen og den ny kok, Niels, gør klar til dagens og senere til aftenens retter. Samme aften skal der nemlig serveres op mod 100 portioner med stegt flæsk, kartofler og persillesovs, da der hver onsdag aften er udsolgt til "Mies" stegt flæsk. Faktisk kommer gæsterne i flere hold. Nogle venter nemlig gladeligt til klokken 20, til der igen er et ledigt bord. Høns i asparges Og de fire fultidsansatte på Biersted Kro kan tydeligt mærke, at dansken atter er blevet sulten efter de gode gamle danske retter som flæskesteg og tarteletter med høns i asparges. Kroen tilbyder nemlig ikke andet end danske retter, og det har sin indlysende forklaring. - Inde i byen er der så mange om at lave finere mad, men det har jeg aldrig lært. Og herude vil man have mad og ikke kunst, forklarer Else-Marie Nielsen forskellen til Aalborg. - Sådan er det bare. Når jeg er med min mand, Kenneth, inde og spise i byen, kan jeg godt se, at det er kunst det hele, men det ville jeg ikke kunne sælge herude, fortæller hun. Eftertragtede kartofler Og Else-Marie Nielsen er ikke i tvivl om, hvorfor de danske retter atter er at foretrække på menukortet. - Nogle gange chokerer det mig så mange kartofler, de unge mennesker spiser. Men de fortæller jo, at de aldrig får kartofler der hjemme.Min datter, Tina, og svigersøn for eksempel, de får jo aldrig en kartoffel derhjemme. De får ris, pasta og salater, forklarer hun. Ville vælte verden Det er 26 år siden, Else-Marie Nielsen købte kroen. Hun kom fra et arbejde påDronninglund Slotskro, men ville prøve kræfter som selvstændig. - Den gang man var ung, syntes man jo, at man kunne vælte verdenen. Og jeg har stået i køkkenet, siden jeg var 14 år, så jeg kunne jo ikke andet, fortæller hun og kan i dag glæde sig over stor søgning til kroen, og at det er sjældent, at en fest i Biersted bliver fejret udenbys. Samtidig kommer hun efterhånden langt omkring, når hun skal levere mad. Men det er også en livsstil, som fører lange arbejdsdag fra klokken 7 morgen til midnat med sig. -Min datter siger, jeg skal stoppe, inden jeg slider mig selv op.Men jeg har aldrig prøvet andet og har aldrig prøvet at holde fri fra fredag til mandag ogsidde i et parcelhus. Uha nej, jeg kan ikke se mig selv sidde i et parcelhus, griner hun. - For mig er det en frihed, at jeg kan gøre det, jeg gerne vil hver dag, og jeg har aldrig en eneste dag i de 26 år, jeg har haft kroen, været træt af at gå på arbejde. Bed&breakfast Dog tager hun mindst hver tredje uge en hverdag fri og tager med nattoget til børnebørnene på Fyn og leger med dem, inden hun atter tager nattoget hjem. Det skal der være tid til.Det er så dejligt, griner Else-Marie Nielsen, som har planer om at åbne sit eget bed&breakfast, når hun en gang - måske om fem års tid - vil sælge kroen.