Sulten Mota får chancen fra start

Brasilianer skal sammen med Rade Prica udgøre AaB’s angrebsduo

Claus Jensen
José Mota har langt fra fået op­fyldt AaB’s el­ler sine egne for­vent­nin­ger si­den skif­tet fra Vi­borg i ja­nu­ar. Foto: Tor­ben Hansen
Fodbold 12. august 2007 06:00

AALBORG: Millionindkøbet José Mota har endnu sit første mål i AaB-trøjen til gode, men den brasilianske angriber får chancen fra start i aftenens kamp mod AGF på Aalborg Stadion, Det er første gang siden 1-1 kampen mod FC Nordsjælland 9. maj, hvor han blev båret fra banen, og i alt er det blot den tredje kamp fra start, siden han skiftede til AaB fra Viborg i januar. - Mota har været urimeligt hårdt ramt af skader, men det ser ud til at være fortid nu, og han har trænet utroligt hårdt på det seneste, forklarer AaB’s assistenttræner Allan Kuhn. Flot indhop Mod FC Midtjylland i onsdags fik José Mota sin ottende kamp i AaB-trøjen, da han kom ind i den sidste halve time. Han kunne dog ikke forhindre nederlaget, men han lagde flot op på Siyabonga Nomvethes 1-2 reducering. - Hans indhop mod FC Midtjylland i onsdags var rigtigt godt, så nu er det på tide han kommer ind og viser, hvad han kan fra start, siger Allan Kuhn. Hovedpersonen selv havde det store smil på efter lørdagens afsluttende træning, der afslørede, at AaB mod AGF går tilbage til den 4-4-2 opstilling, som man havde så stor succes med i foråret. José Mota og Rade Prica skal ligge helt på toppen med Jeppe Curth og Siyabonga Nomvethe på kanterne. Det skubber Mattias Lindström ud på bænken sammen med Thomas Enevoldsen. - Jeg har trænet meget hårdt på det seneste, og jeg føler også, at jeg viste godt spil mod Midtjylland senest, siger José Mota. - Jeg glæder mig meget til at være med fra start, og jeg kan ikke vente med at score mit første mål i AaB-trøjen. Jeg er efterhånden godt indebrændt, forklarer brasilianeren på efterhånden fornuftigt dansk. Har sænket AGF før Han har gode erfaringer med AGF, som han har scoret to mål mod i tidligere kampe for Viborg. Det var i foråret 2005, hvor begge scoringer sikrede Viborg en sejr. - Det er min drøm igen at score det afgørende mål mod AGF - denne gang foran AaB’s fans på Aalborg Stadion. Men vi skal også have tre point, for at jeg bliver rigtig glad, forklarer brasilianeren.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...