Naturkatastrofer

Sultne børn dropper skolen

Langsigtet udviklingsbistand og nødhjælp kombineret i Etiopien

GINIR:Vi kender alle billederne af afrikanske børn med tændstiktynde arme og alt for store maver og deres sorgfulde mødre, billeder af en hungersnød. Men det begynder længe inden. Læreren i Ketteti, en landsby i det sydlige Etiopien, har set det. Skolen er ved at lukke. Børnene kommer ikke mere. De skranter, får for lidt at spise, fortæller han. Vi møder ham foran landsbyens spartanske sundhedsklinik, hvor de hyppigste lidelser er indvoldsorm, malaria, lungebetændelse, amøber. Han ser ikke selv rask ud. Og børnene skal hjælpe hjemme, tage sig af de små søskende, mens mødrene forsøger at skaffe indtægt til at købe mad. - Kvinderne er de virkelige ofre for tørken. Vi går til bjergene for at finde brænde og græs at sælge eller brænde trækul, og vi må koge blade fra buskene for at lindre fornemmelsen af sult, fortæller en kvinde. Hendes slidsomme liv står præget i det skarpe ansigt. Tørken er samtaleemnet i alle landsbyer, som avisen i sommer besøgte i lavlandet og bjergene i Etiopiens Bale Mountains-område. Den er akut. Flere steder forventer man slet ingen høst i år. Den store regntid, meher, holdt op på det mest kritiske tidspunkt, majsens blomstring, og snart gulnede og krøllede de grønne blade. 13,2 millioner mennesker i Etiopien har behov for fødevarehjælp i år, i følge seneste rapporter fra regeringen og FN. Flere steder er den kommet for sent, især i den sydlige provins SNNPR, hvor behovet blev fejlvurderet, men de fleste vil få noget, hvor lastbilerne kan nå ud. Udviklingen i fødevareproduktionen og det forventede behov følges løbende og nøje, og det internationale samfund har fuldt ud imødekommet regeringens og FNs appeller. Ikke mindst USA har været imødekommende overfor alliancepartneren på Afrikas Horn. Langsigtet Men kun langsigtet udvikling kan varigt forebygge sulten, og på dette område er donorernes vilje til at hjælpe helt utilstrækkelig, konstaterer World Food Programme's informationschef i Addis Ababa, Wagdi Othman. I Bale Mountains-området, med udgangspunkt i provinsbyen Ginir, har Folkekirkens Nødhjælp og samarbejdsparterne Lutherske Verdensforbund og Etiopiens evangeliske kirke EECMY et kombineret nødhjælps- og udviklingsprogram. Teknisk chef Tadele Bento fra kontoret i Ginir fortæller: - Vi bygger vandtanke ved kildevæld og graver damme. Vi forsyner bønderne med såsæd, kunstgødning og pesticider, bygger sundhedsklinikker, bidrager med lånekapital og organiserer kreditgrupper, som yder lån til køb af malkefår og -geder samt moderne bistader, vi bygger terasser og smådæmninger mod erosion, og vi holder kurser om landbrug og sundhed. En ekstra bevilling fra Danida på 4 mio. kr. bruges til nødhjælp. 2,5 mio. kr. bruges til køb af lokal majs til fordeling blandt nødlidende. Resten går til køb af geder og får til marginaliserede kvinder, fortæller LWFs konsulent Besufekad Ayele. LWF driver også en planteskole, som årligt leverer 10.000 frugttræer og 20.000 kaffebuske til bønder i området. Alternativ indkomst er afgørende, og noget så enkelt som et moderne bistade kan femdoble en bondes honningproduktionen. Én afgrøde vinder frem helt uden støtte: Chat, hvis blade tygges for den euforiserende virkning. - Mange bønder foretrækker at dyrke det fremfor korn, for det giver flere penge og der er stor eksport til Somalia. En meget farlig udvikling er i gang. Det er stærkt vanedannende, ødelægger arbejdsevnen og koster penge, påpeger Besufekad Ayele, der fra et højdedrag udpeger de grønne chatmarker nede i dalen. Børn er Guds gave Klimaet er ikke eneste forklaring på den kroniske fødevareusikkerhed, og befolkningens egne muligheder for at skabe sig bedre vilkår står centralt i arbejdet. Det handler for eksempel om familieplanlægning. Ved den ny kilde med det rene vand udenfor landsbyen Ebisa møder vi Mahmud og Said, ledere i bondesammenslutningen, og Faisal, den lokale sundhedsassistent. De har fire eller fem børn hver, og skal ikke have flere, fastslår de. De anvender familieplanlægning. - Dette svar får du fra den unge generation, bemærker Besufekad Ayele tilfreds. Men emnet er følsomt og kræver den yderste takt fra bistandsmedarbejdere i dette område, hvor islam dominerer og er i vækst - nye moskeers bølgebliks-minareter glimter i solen i landsby efter landsby gennem Bale. Og hos en gruppe yngre kvinder i en landsby ikke langt derfra får vi et helt andet svar: "Hvis Gud vil, jeg skal have børn, skal jeg ikke sætte mig imod". Kvinderne ved godt at maden ville række længere, hvis der var færre til at dele, men de anser ikke familieplanlægning som en mulighed. - Børn er en gave fra Gud, fastslår Jamilla Ali. Hun har syv.