Naturkatastrofer

Sumatra flyttet 33 meter

KØBENHAVN:Ekstreme naturkræfter blev udløst, da jordskælvet søndag ramte ud for Sumatras nordlige kyst. Hele den indonesiske ø blev flyttet op til 33 meter i sydvestlig retning, og dermed blev de enorme tsunamier - flodbølger - skabt af de enorme naturkræfter. - I det jordskælv, vi har set ved Sumatra, har havbunden løftet sig ti meter over en strækning på 1000 kilometer, siger lektor Erik Schou Jensen fra Geologisk Museum på Københavns Universitet. Sumatras bevægelse i sydvestlig retning er sket i løbet af få sekunder, og den bevægelse betyder, at havet har fået et enormt stød, der har skabt en tsunami, der tirsdag foreløbig havde kostet mere end 55.000 mennesker livet og skabt enorme katastrofer i en lang række lande. Jordskælvet var det kraftigste, siden et jordskælv på 9.2 på richter-skalaen ramte Prince William Sound i Alaska i 1964. Skælvet udløste den første tsunami i det indiske ocean siden 1883, og jordskælvets styrke kom bag på myndighederne, der ikke formåede at advare de forskellige landes indbyggere. Jordskælvet, der ramte ud for Sumatras nordvestlige kyst, skete i en meget geologisk aktiv region, der årligt rammes af tusindvis af jordskælv. Ud for Sumatras kyst i det indonesiske ocean arbejder den indo-australske plade sig ned under den euroasiatiske plade, og i zonen mellem de to plader bliver spændingen ind imellem så stor, at en af pladerne giver efter og løfter havbunden og dermed skaber tsunamier, forklarer Erik Schou Jensen. Et skib der sejler oven på en tsunami kan uanfægtet sejle videre, og besætningen om bord vil ikke engang nødvendigvis bemærke den undersøiske gigant under skibets køl. Det er først, når tsunamien kommer tæt ind under land, at bølgen bliver rigtig farlig. De enorme vandmasser presses med høj fart ind på lavt vand, hvor de knækker og presser sig op over land og river alt med sig i en stor ødelæggende bevægelse. En normal bølge skabt af vind påvirker de øverste 10 meter af havet, og bølger skabt af vind bevæger sig relativt langsomt. I modsætning påvirker tsunamier hele havet fra havbunden til havoverfladen. Jo dybere der er, jo hurtigere vil den undersøiske bølge bevæge sig gennem vandet, og hastigheden kan nå op på 800 kilometer i timen, hvilket kan medføre bølger på op til 30 meter. I 1960 ramte et jordskælv på 9.5 ud for kysten ved Chile. Den efterfølgende tsunami ramte alle dele af Stillehavet, og selv så langt væk som i Japan blev 200 mennesker dræbt. Søndagens tsunami ramte kystlinjen på Sri Lanka og i Thailand flere timer efter, at forskerne havde registreret jordskælvet, og dermed burde det have været muligt at advare befolkningen i de truede områder, men tsunamier i det indiske ocean er så sjældne, at myndighederne ikke har opbygget et system, så folk kan blive advaret. /ritzau/