Sund By hjælper folk med at få et bedre liv

Sund By er blevet en del af byens sunde liv og nu skal de svage unge hjælpes

Selvom det er almindeligt kendt, at vi skal motionere for at holde kroppen ved lige og derved undgå sygdomme, er en stor del af befolkningen inaktive. Det forsøger Sund By at gøre noget ved gennem målrettet projekter. I de senere år har de haft fokus på spisevaner og overvægt, fysisk aktivitet, tobak og social ulighed i udøvelsen af motion blandt befolkningen. - Vi skal være med til at give folk et skub til, at de kan tage ansvar for deres eget liv, siger Birgitte Andersen, der er sundhedskoordinator i Sund By. Birgitte Andersen har været med fra starten i 2000, da Sund By blev oprettet ved sundhedsaftalen mellem Nordjyllands Amt og Hadsund Kommune. - Vi er jo ikke eksperter, men nærmere konsulenter for at folk får et bedre liv, fortæller hun. Det gør Sund By ved at tilbyde folk vejledning i for eksempel kostvaner, rygestop, motion og generel trivsel. Børn og unge skal hjælpes Udover Birgitte Andersen er fysioterapeut Preben Jørgensen tilknyttet centret sammen med to ergoterapeuter, der deler deres tid mellem Sund By og Hadsund Kommune. Preben Jørgensen mener ikke, at de tager ansvaret fra folk, når de aktivt går ud og hjælper borgere. - Vi skal forsøge at udfylde de huller, de steder, hvor foreningerne ikke dækker, fortæller han. Med en ny sundhedsaftale mellem Nordjyllands Amt og Hadsund Kommune, har centret fået nye opgaver med at lave en indsats for børn og unge. Sund By er gået i gang med aktiviteter i daginstitutionerne med motorisk stimulering, og de forsøger at indføre bedre madvaner i skolerne. - Vi ser flere og flere overvægtige børn, siger Birgitte Andersen. Hun mener ikke, at de absolut skal tabe sig, men i første omgang finde glæden ved sig selv og deres krop. - Der skal mere fokus på, hvad vi propper i munden, fortæller Preben Jørgensen. Når det står skidt til blandt unge, skyldes det også unge i svage familier, hvor den unge for eksempel kan have mistet den ene forælder eller er i en familie med misbrugsproblemer. Her vil Sund By forsøge at give børnene et frirum, sammen med andre børn der lever under samme vilkår. Dette startes op med indledende samtaler med forældrene og barnet selv.