Sund frokost og traditionel fastfood hos farmor

Farmors Fastfood Café har indledt et samarbejde med kosteksperten Helle Hald

FREDERIKSHAVN: Kan man lokke kunder til at købe sunde frokostretter såsom sandwiches fra et sted, der ellers er kendt for at sælge traditionel grillmad. Det tror Conny Olsen på, og hun har afprøvet sin idé ved at lægge sedler ud til naboforretningerne i Havnegadeområdet. Ideen er blevet en succes, og derfor er hun nu klar til at gå et skridt videre. Chicken & Burger-navnet er blevet ændret til Farmors Fastfood Café, og Conny Olsen har købt den forretning, som hun har været ansat i seks år. - Det nye navn skal signalere, at det er et gammeldags og hyggeligt sted. Og så er jeg blevet farmor i august, og synes navnet passede godt til den stil, jeg gerne vil kendes for, forklarer hun. Selvom hun i forvejen vidste meget om sunde og fedtfattige kostvaner, kontaktede hun kosteksperten Helle Hald og forklarede, hvordan hun ville kreere sine frokostretter, så de blev så sunde og fedtfattige som muligt. Samarbejdet udviklede sig til, at Conny Olsen nu sælger Helle Halds bog Kostomlægning for hele familien, og 16. januar kan man møde forfatteren hos Farmors Fastfood Café, hvor hun signerer bøger og deler ud af sine erfaringer. Farmor vil dog stadig sælge burgere, grillstegte kyllinger og pommes frittter. - Med min beliggenhed er der rigtig mange af mine kunder, der er turister ikke mindst om sommeren, hvor jeg også har servering udenfor. Min erfaring siger mig, at især børnene gerne vil have chicken nuggets og pommesfritter. Så de retter vil stadig findes på menukortet. Fastfood kan dog også laves i sunde variationer for eksempel ved at lave bøffer af fars med lavt fedtindhold og boller, der mætter mere end de almindelige burgerboller. - Og jeg forsøger i det hele taget, at se på, hvordan maden kan blive fedtfattig for eksempel ved at spare på dressingen, hvis kunderne vil have det. Selvom fastfood betyder hurtig mad, så vil hun have tid til at lave sine sunde sandwiches, når de bliver bestilt. Så de er helt friske, og hun kan undgå spild. Derfor er det en god idé, at ringe og bestille frokosten i forvejen, så man lige kan smutte ind og hente den i sin frokostpause. - Jeg satser helt klart på at få mange kunder, som har glemt madpakken eller lige trænger til lidt ekstra til frokosten, siger Conny Olsen.