Sund hverdagsmad skal sikre sejr
Kristine Nørgaard Clausen fra Støvring skal i denne uge konkurrere om at blive landets bedste ernæringsassistentelev

Kristine Nørgaard Clausen og de øvrige deltagere i DM for ernæringsassistentelever blev fotograferet, i forbindelse med de mødtes til en træningssamling for nylig. Privatfoto
Flere måneders forberedelser skulle gerne gå op i en højere enhed, når 24-årige Kristine Nørgaard Clausen fra Støvring torsdag mødes med otte andre ernæringsassistentelever fra hele landet for at konkurrere om "DM i Skills" indenfor deres fag. Tre dages opgaver i at lave hverdagsmad til bestemte målgrupper bliver lørdag afsluttet med kåringen af årets bedste elev på ernæringsassistentelev-uddannelsen. Kristine Nørgaard Clausen er spændt, men ser frem til opgaverne. - De andre i konkurrencen er rigtig dygtige, så det er en stor udfordring, siger hun. De seneste måneder har forberedelserne fyldt meget i Kristine Nørgaard Clausens hverdag i køkkenet på Sygehus Himmerland i Hobro. - Jeg har heldigvis en rigtig god arbejdsplads, der har givet mig mulighed for at forberede mig på den bedste måde, siger hun. Kristine Nørgaard Clausen kvalificerede sig til DM i Skills i begyndelsen af november, da hun vandt regionsmesterskabet for ernæringsassistentelever.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.