Sunde kiks fra Hjørring til Iraks børn

Irak 1. maj 2003 08:00

HJØRRING: Sunde kiks fra Hjørring skal sikre, at kvinder, børn og gamle i det krigshærgede Irak får nok at spise. Bisquitfabrikken Kelsen-Bisca skal levere 7010 tons protein-, vitamin- og mineralrige kiks til fordeling blandt landets udsatte grupper. Forhandlingerne om leverancerne, der udgør ti pct. af en årsproduktion i Hjørring, begyndte længe før det amerikansk-ledede overfald på landet. Der er tale om en ordre som led i hjælpeprogrammet Food for Oil, der har skullet sikre livsnødvendige forsyninger til Irak under den internationale embargo efter Golfkrigen. - Vi har forhandlet direkte med sundhedsmyndighederne i Bagdad, og havde alle aftaler om betaling og leveringsfrister næsten i hus. Så kom krigen, men nu har vi gennem FN fået de sidste ændringer på plads, fortæller eksportchef Günther Iwersen. Han er godt tilfreds med aftalen, selvom det ikke er nogen guldgrube for fabrikken, 80 mio. kr. Ordren er, som det er normalt for nødhjælps- og bistandsleverancer, vundet i en international licitation. Før krigen var det planen at levere de 2,3 millioner ruller kiks over 20 måneder, men nu kender Günther Iwersen ikke tidsplanen. - Det afhænger af, hvor hurtigt, man får hele infrastrukturen - el, pakhuse, veje, køretøjer og lokalt sundhedspersonale - genetableret, fortæller han. Det er de irakiske sundhedsmyndigheder som tidligere har stået for distributionen af kiksene gennem bl.a. bespisningsprogrammer på skolerne. Han har dog netop hørt, at personalet i sundhedsminisiteriet er i arbejde igen. - Landets skal jo bringes til at funger igen, og det er dem, der har ekspertisen, bemærker han. Günter Iwersen har selv forhandlet med myndighederne i Bagdad mange gange, også, mens der fra USAs, Englands og Danmarks side blev forberedt angreb på landet. Senest var han i Irak i forbindelse med Dansk Industris fremstød i november. - Da havde man ikke fornemmelsen af at landet stod lige foran en krig.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...