Sunde tilbud til krop og sjæl

FJERRITSLEV:Hvis man er gået ind i det nye år med forsæt om at gøre noget ved problemer på krop og sjæl, er der hjælp og vejledning at hente i Sund Bys tilbud. Man kan få en grundig samtale med diætist Rise Iversen og hjælp til at lægge sine kostvaner om, hvis man har brug for det. Her udarbejdes der en individuel kostplan, der tager hensyn til kroniske sygdomme som sukkersyge, hjerte-kar problemer, overvægt, forhøjet blodtryk eller flere af disse lidelser på en gang. Vejledningen er gratis, men man skal bestille tid hos den travle diætist. Har man ondt i livet, kan man benytte den anonyme rådgivning, hvor man kan få en samtale med en relevant uddannet person om de problemer, man har. Det kan være sorg i forbindelse med dødsfald, problemer mellem børn og forældre, skilsmisse, alvorlig sygdom, incest, selvmordstanker eller andet, der har stor indflydelse på ens dagligdag. At rådgivningen er anonym, betyder at der ikke skrives journal eller tages referat, at man ikke opgiver cpr. nummer, og at indholdet ikke videregives til andre personer. Den varetages af fysioterapeut og psykoterapeut Eva Sellin Mortensen, og her skal også bestilles tid. AeroBig er tilbuddet til meget overvægtige kvinder, der gerne vil dyrke sjov motion for at tabe sig. Kravet er, at man vejer mindst 15 kg for meget, så det er ikke stedet at få trimmet et par små juledeller. Motionen er bygget op med opvarmning på uhøjtidelig vis, gulvøvelser og fedtforbrænding, og den ledes af ergoterapeut Lise Skjærbæk Holm. Endelig er der også tilbud om en undervisningspakke til skolebørn og deres lærere, hvor der sættes fokus på rigtige siddestillinger og motion i skolenene.