Sundere forhold

58 pct. af alle voksne danskere har haft smerter og ubehag i bl.a. skulder, nakke og ryg i løbet af de seneste 14 dage.

Over 660.000 danskere har en rygsygdom, mens 850.000 danskere døjer med slidgigt. Og hvert år dør mere end 20.000 danskere for tidligt af rygning, alkohol, for lidt motion og for usund mad. Samtidig er mange danskere på deres arbejdsplads en stor den af dagen. Derfor er det oplagt, at arbejdspladserne er med til at sætte sundhed på dagsordenen. SF vil kræve obligatoriske sundhedspolitikker til alle private og offentlige virksomheder i landet. De skal have klare retningslinjer og politikker i forhold til fysisk og psykisk arbejdsmiljø, rygning, sund kost, motion, alkohol og stress. Der skal fokus på motionstilbud og sundere kantinemad, mere fleksible arbejdstider og opgaver, ergonomi og mulighed for at få større indflydelse på sit arbejde. Vi vil simpelthen sikre, at danskerne får sundere arbejdsforhold og større jobtilfredshed. Især på de fysisk mest belastende job er det vigtigt at se på muligheder for sundhedsfremme og forebyggelse i form af et bedre arbejdsmiljø. Tungt arbejde, gentagne ens bevægelser og mange vrid er velkendte risikofaktorer for muskel- og skeletlidelser som eksempelvis ondt i ryggen, slidgigt, diskusprolaps, hold i nakken, skulderlidelser og myoser. Det giver dårligere livskvalitet og mere sygefravær. Sundhedsfremme på den enkelte arbejdsplads bygger på, at medarbejderne deltager og tager imod de nye tiltag. Derfor er det vigtigt at høre medarbejderne om deres behov. De ansatte skal have indflydelse på de sundhedsfremmende tiltag på arbejdspladsen. Skal sodavandsautomaten skiftes ud med frisk kildevand? Døjer medarbejderne med ondt i ryggen pga. dårlige arbejdsstillinger eller ensidigt gentaget arbejde? Er der behov for gratis frugt til de lange eftermiddage, eller fokus på bedre kollegialt samarbejde og anerkendelse i hverdagen? Medarbejderne kender bedst deres egne behov, og derfor skal sundhedsfremme og forebyggelse tage udgangspunkt i deres ønsker. Vi vil sikre øget rådgivning om sundhedsfremmende forhold til private og offentlige virksomheder. Vi vil støtte de rummelige arbejdspladser. Dem der tager hånd om deres medarbejdere og forebygger, at de bliver stressede, slidt ned eller får dårligere livskvalitet i deres arbejde for virksomheden. Det manglede da bare.

Forsiden